Kong Volmer havde feiret, Visby var ødelagt,
De vendiske Stæder skjalv for Kongens Magt.
Saa seiled han tilbage paa Bølgen den blaa,
En stor og sjelden Rigdom man i hans Værge saae.
Guld og ædle Smykker af høi og sjelden Værd,
Dem havde han vundet ved sin dristige Færd.
Smykker, der glimtede som Solen i Vaar,
Og Fløil og Skarlagen og Zobel og Maar.
Og silkesyede Klæder og kunstigskaarne Kar,
Og indiske Stene, Klenodier af Glar.
Og udhugne Billeder og hviden Hermelin,
Og staalblanke Brynier og det fineste Liin.
Og Filsbeen og Ibenholt og Rav og Koral,
Og Perler, der var hentede fra Havfruens Hal.
Det kunde man nu samlet hos Dankongen fee,
Han havde Gulland vundet i Træfninger tre.
Ham hjalp den ædle Ridder Herr Peder Vendelbo,
Han stred nu ved hans Side og var ham huld og tro.
Dog tænkte han i Hjertet: „Det var en egen Krig,
Men derfor maa Kongen svare, det ei vedkommer mig.”
Den Vinter holdt Kong Volmer heel mangen herlig Fest,
Der var ham Tovelille den kjæreste Gjest.
Heel venlig hende hilsed og hans kongelige Viv,
Dog ønsked hun hemmelig at spilde hendes Liv.
Hun smykked hendes Haar med det klareste Guld,
Dog ønsked hun hemmelig, hun laae i sorten Muld.
Det lod og som Kong Volmer sin Dronning havde kjær,
I Hallen heel ofte de sad hinanden nær.
Dog sagde han til Tove: „Om Du vil hende troe,
Det er som Du vil træde paa Vand og trøsket Bro.”
At vinde den Jomfru, dertil stod end hans Hu,
Dog tænkte han, „det er ei paa Tiden endnu.”
Han røbed vel sin Elskov, naar i Lunden de gik,
Dog sjelden med sin Tunge, heel ofte med sit Blik.
— Fru Helvig havde ventet alt i Maaneder tre,
I Ingen af dem lod Herr Eckhard sig see.
Da bad hun til Himlen saamangen ivrig Bøn,
Og talte desuden med den Troldqvind i Løn.
Hun hented hendes Mester, i Hallen han stod,
Han sagde: „De himmelske Lys er os imod.
Før de vandrende Stjerner paa Himmelen blaa
Sig gunstig forbinde, kan jeg Intet formaae.
Thi Lykken beroer paa Øieblikkets Magt.”
Alt hvad de dengang talte, det blev til Volmer sagt.