Den næste Morgen jaged Kong Volmer under Ø,
Ham fulgte mangen Ridder samt mangen deilig Mø.
De rede paa høie Heste paa den sneedækte Vei;
Dronningen hørte Messen, hun elsked Jagten ei.
Tidlig ved første Hanegal, før Munkene holdt Bøn,
Hr. Eckhard blev kaldet til Kongen i Løn,
De Hofmænd lytted udenfor, dog Alt var længe tyst,
Omsider hæved Volmer sin stærke Kongerøst.
„Betænk, hvad I forlanger”, mæled den høie Drot,
„I vilde stille Danmark ved Fyen og Riberslot, ’
Med Brand I trued Odense, dog har sig Lykken vendt,
End Odense vi eier, og Byen er ikke brændt.
De Panter, jeg har indløst, høre nu Danmark til,
Dem faaer I ei tilbage ved List og Rænkespil,
Og heller ei de Borge, jeg vandt ved Lov og Dom,
Selv om I der har hersket, før jeg til Verden kom.
Mit Vaaben er en Løve, dertil et liggende Skjold,
Det kan jeg fuldtvel reise, naar jeg gjestes med Vold;
Ja, havde jeg ei standset Jert gamle falske Spil,
Da var der ei længer nu noget Danmark til.”
Hvad Ridder Eckhard svared, de Hofmænd ei forstode,
Han blev fra Jagten hjemme, han var ei vel tilmode,
Heel tankefuld han sad med Haanden under Kind,
Da traadte den unge Ditlef, hans Svend, i Hallen ind.
„Min Herre, hvi rider I ei Kong Volmer næst,
Hvi sidder I tilbage som en foragtet Gjest?
I tidt har viist mig Tillid, I veed, jeg er Jer tro,
Saa stig, hvi her I sidder som i en Munkebo.”
Da svared Ridder Eckhard: „Visselig var det bedre,
Om Konning Volmer hviled i Muld hos sine Fædre,
Ham har den lede Djævel nu gjort til Danmarks Drot;
Han vil for sig alene besidde Land og Slot.
Alt hvad til os er pantsat ved Danmarks hvide Strand,
Det vinder han tilbage, man veed ei selv hvordan,
At ham de valgte til Konge, det blev vor Storheds Grav,
Han vil alene raade fra Sund til Vesterhav.”
— „Ja”, svared den unge Ditlef, „vi kjende vel hans Rygte,
Der er ei den paa Jord, som vi mere maa frygte;
Thi selv naar Land og Borge han synes at give hen,
Saasnart sig Lykken vender, han tager dem igjen.”
Gjensvared Ridder Eckhard: „Du kjender ham ei slet,
Heel kunstig kan han flette sin Tale som et Net,
Snart er hans Ord heel hvasse, som det skarpeste Staal,
Snart smutter han Dig af Haanden, fast som en smidig Aal.
Hvile han ikke kjender og lader ei Andre Ro,
Nu har han ogsaa fristet Hr. Peder Vendelbo,
Hemmelig alt de samles, jeg veed det ganske vist,
Jeg frygter, han er daaret af Dankongens List.
Fra Fyen er vi fordrevne ved en svigefuld Pagt;
Alle de fyenske Byer er under Danmark lagt,
Svigter nu Hr. Vendelbo og følger Volmers Hær,
Da miste vi og i Jylland, hvad end vi eie der.”
— „Ja”, svared den unge Ditlef, „skal atter med Fred
I Danmark vi herske, maa han fra Thronen ned,
Alt er det engang hændet, og det kan skee igjen,
At Danmarks Konge fanges af udlændiske Mænd.”
„Du veed”, ham svared Eckhard, „jeg tidt har tænkt derpaa,
Dog vogte ham hans Kæmper, hvorhen han monne gaae,
Ham vogte hundred Glavind ved Nat og ved Dag,
Ditlef, min gode Væbner, det bli’er en farlig Sag.”
— „Dog tidt han rider ene bag Birk og Bøgeriis,
Ei er han da forsigtig, endskjøndt han kaldes viis,
Han rider uden Følge med Høg og med Hund,
Da beder han den tamme Hind alt i den Rosenlund.”
— „Dersom alt Andet glipper, vi prøve kan derpaa,
Men denne Gang, min Ditlef, ere vi altfor faa,
Dog har med Lybek og Gulland han nylig yppet Tvist,
Kan de ham overvinde, behøves ei vor List.”