Der leved en Fisker ved Havets Strand,
Hans Hytte laae ved en Klipperand.
Han var bekjendt som en Dykker god,
Han svømmede som en Fisk i Flod.
Hans Øie ham svigted i Bølgen ei,
Han skuede skarpt paa Dybets Vei.
Der leged han tidt og længe Skjul,
Man sagde, han ligned en Dykkerfugl.
Han fisked mangfoldige Perler klare,
Man sagde, han kjender ei Frygt og Fare.
En Dag han dukkede frem af Vand,
Saa sank han bleg paa den steile Strand.
Ham Fiskerne bar til hans Hytte hjem,
Han talte slet ikke til Nogen af dem.
Det var, som han Ingen meer kunde kjende,
Han slumred i Feber til Dagens Ende.
Men tidlig ved næste Morgengry,
Han havde samlet sin Sjæl paany.
Han sagde med Suk: „Nu først jeg saae
Den Rædsel, der skjules bag Bølgen blaa.
Nu først jeg det saa, nu først jeg det veed,
Og aldrig kommer jeg meer derned,
Jeg dukkede dybt i den dybe Fjord,
Hvor Fjeldet sænker sig ned mod Nord.
Hvor Muslinger groe bag Græs og Tang,
Jeg skar dem af med min Kniv saa lang.
Der hviled jeg med mig selv alene,
Da saae jeg en Trold bag sorte Stene.
Forfærdeligt monne dens Øine gløde,
De skinned i Vandet blodigrøde.
Det var som to Flammer i Havets Skjød,
De trued mig med Mord og Død.
Den voxed frem af den sorte Bund,
Som var den kommen af Helvedes Grund.
En Djævel sendt af Afgrunden op,
Den ligned en uhyre Edderkop.
Den satte sig nærved en Klippehal,
Dens Arme syntes mig uden Tal.
Den strakte dem frem af Dybets Skjul,
Den snoede dem som et Kæmpehjul.
Saa svæved de atter i Vandel let,
Det var, som de fletted et Dødens Net.
De vare vel femten Alen lange;
De kunde den største Haifisk fange.
Den stirred paa mig med rovgjerrigt Mod,
Den agted at drikke mit Hjerteblod.
Den efter mig greb med de lange Tænger,
Da lysted mig ei at blive længer.
Jeg følte mit bankende Hjerteslag,
Jeg higed efter den lyse Dag.
Men da jeg mig vilde mod Lyset hæve,
Da saae jeg den over min Isse svæve.
Og da jeg flygted mod Klippen graa,
Jeg atter den over mit Hoved saae.
Og hvor jeg mig dreied og vilde flye,
Den fulgte mig som en dunkel Sky.
Som Høgen forfølger den vilde Due,
Da skued jeg atter dens Øine lue.
Jeg bad til Gud i min høieste Nød,
Jeg saae for Øie den visse Død.
Jeg svømmed ned mod Havets Bund,
Og stødte min Kniv i den bløde Grund.
Da hæved sig Dyndet af sorten Dyb,
Der vrimled af Søskæl og Sand og Kryb.
Saa gav jeg min Frelse Gud i Vold,
Og svømmed forbi den lede Trold.
Den saae mig nok ei i det grumsede Vand,
Saa dukked jeg op ved den steile Strand.
Mig frelste Gud i sin høie Naade,
Men hvis jeg maa for min Fremtid raade,
Jeg dukker ei meer ved Fjeldets Side,
Mig frister ei længer de Perler hvide.
Ei Havet eier saa stor en Skat,
At den mig lokker i Dybets Nat,
Hvor Utysker lure ved Klippens Fod,
Hvor Djævle vil suge mit Hjerteblod.”