Carsten Hauch (1790–1872)

Norden i stærke Strømme frem mod Syden brød,

Den gamle Verden sukked, den anede sin Død,

Den ingen Tilflugt kjendte, ei vidste den noget Værn

Imod de vilde Folkeslag med Sener som Jern.

Mod dem hjalp ingen Modstand, de kun ad Faren loe,

Det var, som Nordens Bjørne nu i Syd vilde boe,

De offrede til Døden hvo ei tilbage veg,

Men selv de betragted kun Døden som en Leg.

Dem fulgte de vilde Hunner som en Græshoppesværm,

Mod dem den stærkeste Borg var kun en ussel Skjerm,

Den kunde dem ikke standse, den sank i Luer ned,

Det var, som det gamle Chaos fulgte deres Fjed.

Oldinger og Børn de spiddede tidt paa Spær,

Rovbegjerlige Ravne fulgte den vilde Hær,

Og mange hundred Ulve, dem mangled Føden ei,

Blod og brændende Byer betegnede Hærens Vei.

Alle de Kæmpeværker i Oldtid fuldbragt,

Der syntes ved deres Storhed at trodse Tidens Magt,

Der svæved over Støvet, som Stjerner i det Blaa,

Den herligste Kunst, som man paa Jorden saae;

Og Alt, hvad de mægtigste Aander havde skabt,

Syntes nu viet til Døden og for Mennesket tabt,

Vandalens Kølle knuste, hvad ikke han forstod,

Den gamle Verden blegned og sank i sit Blod.

            Stemmer i Luften klage,

            Det er som i gamle Dage,

            Dengang Havets Porte

            Sprang op med Gny,

            Og Bølgerne sused, som Luftens Ørn

            Under Sky,

            Da Jordens uhyre førstefødte Børn,

            Begravedes i Afgrundens Favn,

            Gigantiske Slægter uden Navn,

            Utallige,

            Stærke som Fjeldets Metal,

            Medens Mennesket slumred

            End i de Ufødtes Hal.

            Atter Luftaanderne klage,

            En Verden skal atter forgaae,

            Langt mere herlig end hiin

            I de hensvundne Dage,

            Som Havbølgerne kunde naae,

            Langt mere stor;

            Udødelige Aanders Klædebon,

            Det Herligste paa Jord,

            Glimt af Uendelighedens Glands,

            Alle de høie Tanker,

            Som vi hviskede til Mennesket,

            Og der adlede hans Sands,

            Og hvori han Himlen skued,

            Billeder,

            Hvori Evigheden lued,

            Som et Intet skal de forsvinde,

            Henveiret i Glemselens Vinde,

            Deres Spor skal Ingen finde;

            Oldtidens Lys sig slukker,

            Graven sig om dem lukker.

            Afgrundene bæve,

            Skygger i Dybet svæve,

            Paa Himlen jeg skimter et blodigt Sværd,

            Det er forbi,

            Stjernerne nedblinke matte

            Fra Luftens Sti,

            Alt hvad der gav Livet Værd,

            Skal Fordærvelsen naae,

            Oldtidens bedste Skatte

            Skal nu forgaae.

Frygter ikke, jeg dem skjermer, jeg dem tager i min Arm,

Og bevarer dem i Dybet, de skal hvile ved min Barm,

Jeg har gjemt saamangen Spire til den fjerne Fremtids Vaar,

Ved mit Hjerte skal de slumre roligt nu i tusind Aar.

Nogle skal i Muldet gjemmes, Andre dybt i Flod og Hav,

Men naar Tidens Fylde kommer, skal de reise sig af Grav,

Smykket om den ædle Pande med en evig Laubærkrands,

Lyse med en tifold Styrke, med Udødlighedens Glands,

Staae som Sendebud i Kunsten fra dens fjerne Ungdomsland,

Vandre som et Ord fra Himlen over Jord fra Strand til Strand,

Som et Vidnesbyrd, at Aanden skal igjen af Muld opstaae,

Og at hvad i Sandhed leved, aldrig kan og skal forgaae.