Han
Siig mig, høie Musa, Du, som er saa stor og rig,
Hvorfor flygte Verdens Børn, hvergang de skue Dig,
Hvorfor vende de sig bort, hvergang Du Harpen slaaer,
Hvorfor er det eensomt tidt omkring. Dig, hvor Du gaaer?
Hun.
Seer Du ei mit dunkle Øie, hvori Sorgen boer,
Hvorfra Haabet svundet er om varigt Held paa Jord,
Seer Du ei de blege Kinder og den hvasse Dolk,
Mærker Du det ei, jeg er den strenge Sandheds Tolk?
Al den Magt, der ei af Retfærds Aand sig lede lod,
Al Berømthed, der er plettet med uskyldigt Blod,
Al den Hæder, der blev kjøbt med underfundigt Spil,
Al den Kraft, der kun sig selv, sin egen Høihed vil,
Hvert et Meteor, der svulmer frem i Taagedunst,
Blændende ved indbildt Storhed og ved Skinnets Kunst,
Al den falske Flitter, der bedaarer Støvets Sands,
Liig den lette Regnbu’, med en laant og flygtig Glands,
Hver en Blomst, der Øiet tryller her paa Tidens Vei,
Men der har sin skjulte Rod i Evigheden ei;
Mængdens Jubel, Guld og Rigdom, al den ydre Pragt
Der af Døgnets Aand tilbedes: synke for min Magt,
Veires af min Aande hen, som Skovens visne Løv,
Der af Vintervinden gribes, hvirvles hen i Støv.
Derfor viger Mængden bort, hvergang jeg Harpen slaaer,
Derfor er det eensomt tidt omkring mig, hvor jeg gaaer.
Verden elsker ei den Dag, hvorpaa hver Hovmodsaand
Blegner, synker som et Intet hen for Retfærds Haand,
Og hvorpaa hvert Afgudsbilled, som den krandset har,
Skues nøgen i sin Afmagt gjennem Sandheds Glar.