I.
Lykkelige Skovens Datter,
Der med Stjerneglands i Øie,
Leger paa Din smækre Green
Med de milde Foraarsvinde.
Du fik Liv, da Morgenrøden,
Blussende bag Purpurskyer,
Halv i Skjul bag Vaarens Taager,
Kyssed Skovens unge Gud.
Aftenstjernen har Dig kjær,
Lærer Dig som den at blinke
Gjennem Duggens Perler klare,
Den er selv en deilig Blomst;
Halv en Rose, halv en Lilie
Smiler fjernt den til Dig ned,
Som en Paradisets Engel
Smiler til en jordisk Søster.
Bleg og mild og taus og stille
Vogter Luna paa Din Slummer,
Svømmer i de sølvblaae Vande,
Mens Du drømmer under Løvet;
Drysser af sit gyldne Horn
Duggen ned paa Dine Blade,
Saa Du vaagne kan til Livet
Dobbelt frisk i Morgengry.
II.
Men naar Solens Øie brænder,
Naar af Græsset Duggen svinder,
Kommer ned en dristig Lysalf,
Lokket af Din Rosenglands.
Nærmer sig paa lette Vinger,
Sødt beruset af Din Vellugt,
Flagrer om den smækre Stengel,
Hvor Du rødmer i Din Skjønhed.
Og tilsidst med Elskovs Lyst
Sænker han sig i Dit Bæger;
Dobbelt Dine Kinder blusse,
Naar Du mærker, han er nær.
Men naar han sig atter fjerner,
Da maae Dine Kinder blegne,
Dog Du smiler end i Døden,
Let den kun Din Isse rører.