I høie Stjerner, der paa Nattens Sti
Med lyse Blikke glider mig forbi!
Uendelige Hær!
Der stille svæver over Skovens Hal,
Hvis Tal
Ei nogen jordisk Tanke kommer nær.
Du blege Svane, der i Æthren svømmer,
Hvis Tegn i Melkeveiens Midte luer,
Og I Pleiader, som i Natten drømmer,
I lethenflagrende sneehvide Duer!
Og Du Orion, der i Pragt fremsvæver,
Og kæmpestor paa Himlens Veie skrider!
Du høie Perseus, hvis Sværd sig hæver
Saa blankt endnu som i de ældste Tider!
I klare Stjerner alle, der med Glands
Fletter om Jorden Eders Midnatskrands!
I sære Nattelys, der aldrig hvile,
Der smile til vort Foraar og vor Høst,
Hvis Straaler glide ned som gyldne Pile,
Der ile vingelet fra Vest til Øst.
Jer lyse Bo staaer langt fra dem, der græde,
Med hellig Ro betragter I vor Glæde,
Og dog I vinke mig med fjerne Blikke,
Men Eders Stjerneblik forstaaer jeg ikke.
Stemmer fra oven.
I langstrakte Baner vi maale Tid og Rum,
Hvor deres Grændser sattes, vi veed dog Intet om,
Vi stiger og vi daler i Vinter og i Vaar,
Dog aldrig vi forvildes, hvor vidt vor Bane gaaer.
Paa ubekjendte Veie vi flette vort Net,
Og dog ved Aarets Ende vi staae paa samme Plet,
Hvor Du ifjor os skued bag Fjeld, Hav, Træer,
Da spørge Dig vore Blikke, hvorvidt Du kommen er.
Hver Gang et Aar forsvinder og bli’er i Glemsel slukt,
Da spørge Dig vore Blikke, hvordan Du det har brugt,
Om ei Du stred tilbage, og om Du standsed ei,
Mens uden Rast og Hvile vi gik den lange Vei.
Alt hvad med ærlig Villie Din Aand har tænkt og drømt,
Alt hvad med Kraft Du virked, og hvad Du har forsømt,
Hver stor og ringe Gjerning og hver forspildt Bedrift
Har vi bag Skyen skrevet med gylden Runeskrift.
Vi agter ei Din Kummer, vi agter ei Din Vee,
Hvad Frugt Din Sorg har baaren, det vil vi ene see,
Din Kummer skal forsvinde, liig Skum under Strand,
Kun hvad i Sorgen modnes, derpaa det kommer an.
Vee Dig, naar Du Dig nærmer tilsidst til Din Grav,
Hvis aldrig Du har agtet de Vink, vi Dig gav,
Og hvis de høie Syner fra Lysets Morgenland
Kun speiled sig i Dit Indre, liig Solblink i Vand.