Livets Qvad
Efter H. W. Longfellow
Efter H. W. Longfellow
Fortæl mig det ei, Du blege Tænker,
At Livet skal som en Drøm forgaae.
Din Sjæl synes død, naar Søvn den lænker,
Alt er dog ei sandt, hvad synes saa.
Livet kan ei sig selv opgive,
Ikke det fængsles paa Gravens Fjæl,
At Du er Støv og til Støv skal blive,
Blev dog ei sagt om Menneskets Sjæl.
Ikke vi skabtes til Rov for Sorgen,
Heller ei til en evig Vaar,
Handle vi skal, saa den Dag i Morgen
Ei seer os der, hvor vi stod i Gaar.
Kunsten er lang, og kort er Livet,
Hjerterne slaae, skjøndt de veed det ei,
Liig Trommernes Chor, med Slør omgivet,
Dødningemarschen paa Gravens Vei.
Men naar de mægtige Kræfter vælde
Frem paa den brede Val til Slag,
Lad Dig da ei som Qvæget fælde,
Staa som en Helt paa Kampens Dag!
Stol ei paa Fremtids Haab og Smiger!
Glem ei Din Gjerning ved Fortids Barm!
Grib det Nu, der af Døgnet stiger,
Tro mod Din Gud, med dristig Arm!
Lær af de Mænd, hvis store Minder
Aldrig slukkes i Tidens Strøm,
At Du kan skjænke den Stund, der svinder,
En Glands, der er meer end en flygtig Drøm;
En Glands, der i Nattens Mørke luer
Høi og klar over Sorgens Sø,
En skibbruden Broder, som Døden truer,
Maaskee den fører til Frelsens Ø.
Saa lad da til Daad Din Hu sig vende,
Med Hjertet høit imod Skjæbnens Slag!
Lær at gaae frem og lær at fuldende!
Lær at vente til Høstens Dag!