Du var en dyb og ædel,
En ægte Ridderaand,
Du brød Dig selv Din Bane
Med fri og dristig Haand.
Du løfte Sjælens Vinger
Af Støvets Fangebuur,
Og overskred dog aldrig
Den beskedne Natur.
Du laante mangen Digtning
En selsom Trylleglands,
Og skjenked tidt til Andre
Din egen Laurbærkrands.
Hvor ofte bar vi lyttet
Naar med Din skjønne Røst
Og med de dybe Toner,
Der fødtes i Dit Bryst,
Du smelted hvert et Hjerte,
Og fængsled hvert et Blik,
Det var, som om Dit Ord blev
Forvandlet til Musik.
Det var som om vi lytted
Til Elverpigens Sang,
Det var, som midt i Vintren
Vi saae en Blomstervang.
Men Danmarks bedste Sønner
De sank i Gravens Nat,
Kun Mindet er tilbage,
Kun Savnet er vor Skat.
Forladte, blege Danmark,
Forsvunden er Din Glands,
Snart er Din Pande smykket
Kun med en Dødningkrands.