En Elv bag tvende Klipper
I Dybet jeg saae,
Dens Bølger vare sorte,
De Klipper dunkelgraae.
Der groede Hindbærbuske,
Der stod et Rosentræ,
Der sad jeg tidt som Barn
Bag Fjeldet i Læ.
De Klipper var saa dunkle,
Heel dybt var Elvens Vand,
Forellerne sig skjulte
Bag Klippernes Rand.
Der slog ei Nattergale,
Der hørtes Gjøgen ei,
Men Droslen og Solsorten
De sang paa Skovens Vei.
Heel ofte stod jeg eensom
Ved Elvens dunkle Bred,
Min Fiskerstang jeg sænked
I Vandbølgen ned.
Der fanged jeg Foreller,
Der var jeg glad og fro,
Jeg troede vist, at Alfer
Bag Klipperne mon boe.
Jeg syntes, at jeg saae dem
Bag Dalens Taager staae,
Og naar jeg derpaa tænker,
Det end mig synes saa.
Dog det er længe siden.
Og Timerne bortrandt,
Men hvad jeg der opleved,
Mig ei af Minde svandt.
Hvor vidt og fjernt jeg vandred
Til Sydens Lande ned,
Dog aldrig har jeg skuet
Saa underligt et Sted.
Jeg maatte det forlade,
Jeg saae det aldrig meer.
Dog tidt i mine Drømme
Klart jeg endnu det seer.
Naar Eventyr jeg hørte
Om et fortryllet Land,
Da maatte tidt jeg tænke
Paa Elvens dybe Vand;
Og paa de dunkle Klipper,
Og paa det Rosentræ,
Hvor tidt jeg sad bag Busken
Og Fjeldet i Læ.
Og skal af Jordens Minder
Et Hjem jeg bygge hist,
Da vil den Elv gjenfødes,
Det veed jeg ganske vist.
Dertil de dunkle Klipper
I Dalen dyb og trang,
Og Roserne, der blussed
Ved Vandbølgens Sang.