Det er paa Tiden, bort jeg vandre maa,
Den blege Død har lammet mine Kræfter,
Det dunkle Eventyr jeg skal bestaae,
Som Sjælen frygter og dog længes efter.
Hvad meest jeg elsked, fandt i Graven Skjul,
Og ingen Ungdomsven jeg har tilbage,
Jeg stod i Verden som en fremmed Fugl,
Hvis Sang kun var et Suk fra svundne Dage.
Hvad jeg har virket, har jeg fast forglemt,
Det spredtes rundt som Løv for kolde Vinde,
Kun Eet jeg veed, det har mit Hjerte gjemt,
Min Barndoms Tro, den gik mig ei af Minde.
Og jeg har forsket rundt i mangen Bog,
Og jeg har siddet ved de Vises Side,
Trods deres Ord dog blev jeg lige klog
Paa det, som allerhelst jeg vilde vide.
Thi Jordens Kløgt ei give kan Besked
Om hvad der skimtes gjennem Gravens Rifter,
Og hvad enfoldig Fromhed her ei veed,
Det sees ei heller i de Vises Skrifter.
Dog var der Een, hvis Øie længer saae,
Hvis Ord skal staae, naar Jordens Kløgt forsvinder,
„Hvo ikke bli’er som en af disse Smaa,”
Du Frelsens Aand, forlad da Du mig ei!
Og tag den Kundskab bort, der mig forvilder!
Udslet min Synd og led Du mig paa Vei,
Igjennem Dødens Nat til Livets Kilder!