Saa kom jeg hid paany — nu rødmer Rønnen,
og der er bart og brunt i Lundens Krat.
Men sine sorte Bær har Hylden sat,
og gyldent vugger Løvet ned fra Lønnen.
Langmodige Natur, skænk atter Sønnen
en Sangerandel i din Løvfaldsskat!
Varm paa en væltet Plov jeg har mig sat
og hører Havets nære, tunge Stønnen.
Alt sygner under sikre Tegn paa Ælde —
jeg mærker mest de dybe Drag af Vælde
og takker dig med høstligmættet Sind.
Og Vinden gaar at flytte Skyens Bjærge,
og alle Mennesker mig synes Dværge —
Hver Gren i Skoven bruser Højtid ind.