I.
Der voksed — hvorfor
kun Jorden kan vide —
to Træer i Skoven
Side ved Side.
Og Birken stod fager
i Silkeskrud aarligt —
da bankede Hjærtet
i Granen saa vaarligt.
Og saa blev de sungne
i Slummer af Vinden —
men Granen den hvisked
til Birken forinden:
„Forstaar du nu ogsaa,
at du er mig Skoven
og Jorden forneden
og Solen foroven?“
Og Birken den hviskede
stille tilbage:
„Jeg ved, jeg er din
baade Nætter og Dage.“
II.
Nu smeltede Sneen
og Busken fik Knopper,
og Birken sprang ud,
og Granen fik Dupper.
Og begge de mærked
paa Sol og paa Vinde,
at nu var det sandt —
nu var Foraaret inde.
Og Granen var øm,
men saa tavs og alvorlig.
Da hviskede Birken
med eet uvilkaarlig:
„Jeg mærker, du bærer
en hemmelig Kvide.
Fortæl, hvad det er,
der har gjort, du maa lide.
Husk, jeg er din Sol
og din Jordbund, du kære!
Af mig faar du Kræfter
til Kviden at bære.“
Da hviskede Granen:
„Ja, du er mig Skoven
og Jorden forneden
og Solen foroven.
Men Ormen, jeg føler
i Hjærtet mig stikke,
er ikke af Sol,
og af Jord er den ikke.
Og derfor saa bærer
jeg ene min Kvide,
endskønt jeg er glad,
at du staar ved min Side.“
III.
Og Dagene vandred,
og Rødder blev tørre,
og Saaret i Hjærtet
blev større og større.
Og Granen den mørkned,
og Birken den hvide
stod lille og tro
saa arm ved dens Side.
Den tænkte at spørge
men spurgte dog ikke,
og Granen den saa
de forsørgede Blikke.
Da hviskede Granen:
„Jeg aner, jeg aner,
der altid har været
en Mening med Graner.
Ej nok, at en Birk
ved sin Side man hylder,
naar ej i sig selv
man Bestemmelsen fylder.
Og Granernes Mening
er Vækst mod det høje
og alvorsfuld Skuen
i Stjærnernes Øje.
Jeg ved, vi kan visne,
og Økser kan gjalde,
jeg ved, at endogsaa
de stærke kan falde.
Men nu er jeg kuet —
det stikker i Hjærtet,
saa aldrig en Smerte
har stærkere smertet.“
IV.
Der rislede Regn
over Naale og Blade.
Da hviskede Birken
den fordum saa glade:
„Hvorfor fik jeg Stamme
og Grene at bære,
naar intet jeg kan
for min elskede være?
Et Hug i min Rod
jeg frygtede mindre
end det, at jeg ikke
din Kvide kan lindre.
Og nu har jeg ogsaa
en Orm i mit Hjærte,
for du har forvoldt mig
den dybeste Smerte.
Og aldrig har nogen
en Smerte forstaaet
som den, der har mærket
sin Ømhed forsmaaet.
Men hvad du saa siden
skal bære af Kvide,
den skal du ikke
behøve at lide.
For du er mig mere
i Verden end Skoven
og Jorden forneden
og Solen foroven.“
V.
Det blev stille og Nat,
hver en Hvisken forstummed —
da mødtes to bævende
Sjæle i Rummet.
Og een var de vordne,
før Natten var omme.
De mærkede ikke
til Dagningens Komme.
Den listede ind,
og den vækkede Skoven,
og Granen og Birken
saa begge mod oven.
Og syntes, de vækkedes
op fra de døde,
og mindedes fro
et vidunderligt Møde.