Den Nøgle, sære fremmede, du saa,
da sidst du var min Gæst — du husker — passer
til det af hine hundred Pragtpaladser,
hvor mine Fædre legede som smaa.
Mon jeg igen i Salene skal staa —
og vandre over Stadens Springvandspladser
og se de hvide Bjerges store Masser,
der peger op mod Himlens evigblaa?
Granada, mit Granada — det, der faldt
i Kampe, hvorom ingen har fortalt
i nogen af Historiens Annaler!
Tys! Hører du, hvad jeg har hørt saa tit?
Han, som gaar her forbi med trætte Skridt,
er Tiden med de ørkengraa Sandaler.“