I.
Der sidder en Ørn i Fangebur,
og Buret er stort som et Rige.
Det har ej Gitter, det har en Mur
af Høge og Høges Lige.
Ørnen bygged i Fjældet ud,
men vendte til Sletten tilbage
med Krone om Hovedets Fjederskrud,
til Værn for Spurv og for Krage.
Ørnen spiled sin Herskerklo,
men Høgene slutted ham inde —
Ørnen vil strø hvert Høgebo
for alle Verdens Vinde.
Øre den laaner de Gribbe graa,
der kom til dens Gunst at bejle.
I Søvne hører den Økser slaa
og drømmer om Hjul og Stejle.
II.
Træt af Alvor, sky for Gammen,
vild af Tungsind, syg af Nag
fælder Ørnen Ørnehammen
paa den hvide Dues Slag.
Og da Herskerskrudet falder,
glemmes Høge, glemmes Land.
Ømt den stærke Stemme kalder —
og der svares: „Christian.“
Duen vaagned i sin Rede,
Duen vaktes af sin Drøm —
Bagved Kongens Bryst det brede
glider stridt den dybe Strøm.
Og den hvide Due kurrer
hollandsk Dansk med norsk Accent.
I hans brune Lokker purrer
Fingerled med gylden Spang.
Og hans Aande heder Stuen,
og hun leger med hans Lyst.
Som han vilde kvæle Duen,
trak han hende til sit Bryst.
Og hun ildnes af hans Sanser,
ildnes af sit eget Blod —
og det lette Legem danser
nøgent paa sin nøgne Fod.
Hendes Øjnes Dybder brænder,
og han slænger sit Gehæng.
Natten gaar, og Dagen ender
i den hvide Dues Seng.
III.
Dyveke elsker sin brune Ørn,
men Dyveke er saa skøn —
Atter blomstrer den hvide Tjørn,
og atter staar Engen grøn.
Dyveke sætter sin Silkefod
i Havens fugtige Gange.
Frem fra en Abilds runkne Rod
skyder en smidig Slange —
snor hende i sine Ringe ind,
ligger for Taa og Slæb.
Duen smiler med listigt Sind
og spidser sit røde Næb.
„Slange! Jeg kender dig godt igen
og løber, skyder du Ham.
Vogt dig for min Ørneven!
Ser han dig, bliver han gram.“
„Duelil med den hvide Top!
Vil du mit Vel, saa bliv!
Nu slynger jeg hele min slanke Krop
omkring dit smækre Liv.“
Hun vred sig under det Favntags Pres,
og tungt hun trak sit Vejr.
Spejdende stod det unge Græs
og alle de gamle Træ’r.
„Slange, du svulmer saa skøn og bred
og gør mig varm og mat.
Elsker jeg dig, bliver Ørnen vred,
men kom til mit Bur i Nat.“
Dyveke sætter sin Silkesko
paa Hovedets haarde Skæl.
„Jeg elsker een, jeg elsker to —
mit Hjærtes Ven, Farvel!“
Slangen krøb bort, og Duen fløj
til Kongens Løngemak.
Over dens Nakke en Haand dér strøg —
bly den kurred sin Tak.
IV.
Duen holder Ørnen fangen
ved sit hvide, varme Bryst,
og hun smiler ømt til Slangen
saa dens Hjærte slaar af Lyst.
Rygtet summed sagte nede
mellem Abild, Græs og Tjørn,
fløj saa op til Ørnens Rede,
til den kongelige Ørn.
Ørneøjets Flammer trued,
Slangen hvisled Haan og Had.
Duen skjalv, og Duen grued —
for sit skønne Liv den bad.
Lammet stirred fra sit Leje
Slangen stedse mod dens Slag.
Sejersikker om sit Eje
kredsed Ørnen Nat og Dag —
Til en Morgen Duens Vinge
sank mod Jorden koldt og stift. —
I den dunbeklædte Bringe
havde Slangen gydt sin Gift.
Selv, forinden Dagen endte,
sprælled den i Ørneklo.
Hjem til Borgen Ørnen vendte
af Forbitrelse han lo.
V.
Ørnen kløver det høje Rum
og følges af Ravne og Gribbe.
Ørnen er blevet saa graa og grum —
nu ønsker den Fjender at ribbe.
Det regner fra Luften med blodige Fjer,
saa synker der styrtende Kroppe.
Den tavse Ørn under Himlen ler,
nu hersker han ene deroppe.
Men Blodet, der randt for Næbbets Hug,
i sivende Strømme sig spreder.
Snart lyder der truende Hævnersuk
fra Hjemmenes tusinde Reder.
Da lyner det vildt fra en hvæsset Klo,
da suser den hævnende Vinge.
Og Landet lægger en Snemarks Ro
over sin aandende Bringe.
VI.
Der sidder en Ørn i Fangebur,
og Vingefjerene fældes.
Af haarde Sten er den snævre Mur —
man frygter den Ørn, skønt den ældes.
Den drømte engang om Fangst og Brad
og svømmed i vilde Syner.
Nu drømmer den — knap ved selv den hvad,
men Ørneøjnene lyner.
Da flyver en Due om Taarnets Tind,
den stiger mod Himlens Bue.
Der vaagner et Minde i Ørnens Sind —
den husker en anden Due —
husker sit Hvil ved dens bløde Bryst
og Armenes søde Fængsel.
Da gælder med eet dens rustne Røst,
skarpt som et hvinende Hængsel.
Næbbet fnyser i blodigt Skum,
den husker, det flænged en Slange.
Vingerne længes mod Vingerum —
da sukker den gamle Fange.