Der banker svagt. Et Hundepar
begynder lydt at knurre.
Ind træder en Pilt for Valdemar
i Syvhjørnesalen paa Gurre.
Trinene vækker den pinte Drot:
„Hvad siger vor Medikus, Ove?“
„Min Herre og Konge, nu gaar det godt!
Nu sover den syge Fru Tove“.
Valdemar mumler: „Tak, min Gud!
Hjalp du, var det ogsaa paa Tide. — —
Kald paa Hr. Henning! Pur Svendene ud!
Saasnart det er lyst, maa vi ride“.
Da slaar ham en Tanke — han blegner brat:
„Du lyver vel, Dreng! Jeg Daare!
Og Sandheden er: hun er død i Nat,
og nu skal jeg lokkes af Gaarde.“
Han staar ved en Dør i det høje Taarn,
før Drengen faar tændt sin Kærte.
Saa lukker han op som tit tilforn
og som da med dirrende Hjærte.
Jo, hun sov! I et kort Sekund
bæver et Smil om hans Læber:
„Det er glemt, o Sot, hvad du gjorde af ondt,
og Tak, at du ikke dræber.“
Der falder et Dryp paa det hvide Vaar,
og han gaar med straalende Mine.
Virrende, som om hun intet forstaar,
sidder Fogedens gamle Katrine.
Hr. Henning kalder ved Trappens Fod
med svirpende Pisk i Hænde:
„Solen er oppe, min Herre god!
Nu venter jer Heste og Svende.“
I Syvhjørnesalen Kong Valdemar staar,
man rækker ham Kaarden og Kappen,
og der bliver Stilhed i Gurres Gaard,
da han viser sig ude paa Trappen.
Han standser med Foden i Bøjlen: „Tit
hun gav, hvad jeg fryded mig over“ —
saa svinger han sig i Sadlen: „Skridt!
Væk ikke den syge, der sover!“
Kong Valdemar red over Vindebro,
det dufted fra Rosenhaven.
Hesten snubled, men Kongen lo,
og Solen skinned paa Graven.
„Den raske hylded jeg tit med Sang,
den syge vil ogsaa jeg hylde.
Hr. Henning, vort Land er i Pengetrang,
men lad Taarnet deroppe forgylde.“