I.
Der var Uaar i Landet. Naar et var forbi,
kom et nyt af samme Slags — der blev ni, der blev ti.
Een Ager slog Revne som en overmoden Bælg,
en anden skrumped ind som et tørhudet Svælg.
Der dryssed graa Blade i den solsvedne Lund,
og store, blaa Søer sank ned mod deres Bund.
Køerne roded med Mulen i Lergraves Slam,
og der gik Ild i Lyngen paa Bakkernes Kam.
Kornet stred med Solen paa den trøstesløse Mark,
og Stridshingsten gnaved af den skallende Bark.
Men naar Høsttiden kom, skylled Regnen evigt ned,
vælted med sine Strømme Gærder og Led.
Da bulned de fældte og drivende Frø —
Lavjorden ligned en stigende Sø.
Bønderne gik i Baad med Segl og med Saks for at bjærge deres faa og fattige Aks.
Det pøsed igennem det tætteste Tag —
der var ikke Sol paa Himlen en eneste Dag.
Og ved Fredsfyrstens Fest mangled Stormanden Brød —
Saa døde den syge Konge Fortvivlelsens Død.
II.
Men der kom Violer næste April,
og det hvidned af Vaaranemoner.
Gylden svajed den vege Pil
og grønne de stærke Kroner.
Og det somred paa gamle Sommeres Vis,
der syntes forunderlig fager.
Hvor Erik red, der blomstred Ris
og gulnede Rug paa Ager.
Og hilstes han glad, hvor han fløj forbi,
da smilte han dobbelt skøn.
Han hørte af alle — og fandt som de —
han var en Lykkens Søn.
Men dybt kan der være til Søens Bund
og Svælg under tindrende Sne.
Og skjules kan i Sjælens Grund,
hvad ikke man selv kan se.
Man er ikke een alene,
man er to — eller tre.
III.
Midvinter var det, og knagende koldt —
Kong Erik sad i Hallen, hyldet og stolt.
Da aabnedes Døren i den nederste Væg,
og ind kom en Mand med Rim i sit Skæg.
Kærterne blafred, Kulde fulgte med —
han bar paa en Harpe efter Spillemænds Sæd.
Af smeltende Sne satte Fødderne Spor —
han var ældre end Kongen, men lige saa stor.
„Hvem kan det være?“ mumled man. „Hvem er dog han?“
„Ser man saadan frem for sig, naar man har sin Forstand?“
Kongen skifted Farve, blev snart kold og snart hed:
„Han ser saa vidende paa mig — hvad er det, han ved?“
Hvor kender han mig fra? Jeg har aldrig set ham før. —
Hej, I dernede! Det trækker. Luk den Dør!“
Kongen var atter rolig og smilte: „Hvem er du?“
Han svared: „Du kender jo ikke dig selv endnu.“
„Var jeg da ikke mig selv?“ „Nej, Herre!“ „Hvem da?“
„Lover du ikke at vredes, hvis jeg viser det?“ „Ja!“
Da greb han sin Harpe: „Du holder ikke Ord.“
Harpen er stærkere end du — og end du tror.“
IV.
Kong Erik saa paa den Spillemand,
der pralte af Harpens Kræfter —
troede ej af hans Ord et Gran,
men hørte dog høvisk efter.
Der dirred en Tone,
der fulgte et Par.
Han saa sig selv for sig,
som han syntes, han var,
den højeste i Folket,
Legenes Ven,
der sejrende trak Tov
med otte stærke Mænd,
den jubelhilste Herre
paa Tingenes Sten,
Lokkeren, hvis Legem
drog fra Dans og Ten,
Slyngeren, hvis Spyd
fløj saa langt som en Pil,
Sejreren i Sind
med Tale og Smil. —
Der døde en Tone.
Han smilede: „Pyt!
Dette, lange Spillemand,
er ikke noget nyt.“
V.
Der dirred en Tone,
der fulgte et Par.
Han saa sig selv for sig,
som han endnu aldrig var.
Ulykketynget
han gik ved en Flod,
vilde svømme derover,
men havde ikke Mod.
Og Floden var begsort
og dyb og bølgeløs.
Han syntes, han var nøgen
og regnklam og frøs.
Og Skyerne var som Bylder,
væskende, graa —
En Giftøgle stak
i hans negleløse Taa.
Der krøb stinkende Fluer
paa hans flaaede Hud.
Det skred under Svangen —
saa styrted han sig ud.
Der døde en Tone.
Han stønnede: „Nej!
Dette, gale Spillemand,
skal aldrig blive mig.“
VI.
Der dirred en Tone,
der fulgte et Par.
Han vidste ikke, hvem
eller hvor og hvad han var.
Han syntes, han knejste
i kejserlig Pragt,
men stred med en stærkere,
indvortes Magt.
Der hørtes nære Toner,
som skratted af Haan:
„Du vippende Bjælke,
du er let som en Spaan“.
Han søgte at rejse sig
i Vilje og Trods,
men hvirvledes afsted,
som et Lig i en Fos.
Han syntes, han tænkte:
Dette maa ingen se.
Da for han op med eet,
for han hørte nogen le.
Skægget hang der lange
Spytflager i,
og Tænderne skured
i skummelt Raseri.
Der splintredes en Harpe
med et Brøl og et Brag,
og fire Mænd dræbtes
ved Knytnæveslag.
VII.
Igennem Hallen skar et Fortvivlelsens Skrig —
alle var blege, levende og Lig.
Kong Erik stod atter med Armen i Sving —
igennem Luften lynte den kongelige Ring.
Da styrted de sig over ham, alle, fra hver en Led,
de hang om Knæ og Hals og trykkede ham ned,
snøred ham, pressed en Dyne mod hans Mund —
det var, som han ikke fik Vejret en Stund.
Men da han atter kom op, saa sig om og forstod,
syntes han end, han skimted den begsorte Flod.
Og Spillemanden knurrede, bunden, i Trods:
„Min Harpe og din Forstand! Hvem holdt saa Ord af os?“
VIII.
Til Døde pintes den Spillemand,
men Minderne vendte tilbage.
Kong Erik drog over det hele Land
men ej som i fordums Dage.
Det somred igen paa de Somres Vis,
der syntes forunderlig fager.
Langt han saa over blomstrende Ris
og gulnende Rug paa Ager.
Og glad blev han hilst, hvor han kom, igen,
men Frygten ventede hjemme.
Saa bød han Farvel til de danske Mænd
og drog sin Vej for at glemme.
Og dengang han naaede Myklegaard,
da aksled han Blaaværkskjole —
klingert skinned hans gyldne Haar
i Solen for alle Sole.
Og atter saa man hans Lykkesmil
tindre om Mund og i Øje,
medens han hørte Væringehil
hilse sig, hyldesthøje.
Da mærked han atter det Harpebrag
suse med Magt i Mindet.
Mørke for og Mørke bag —
Gysen dybt i Sindet.
Mod Jordan han længtes,
men fik den ej at se. —
Man er ikke en alene,
man er to — eller tre.