Hvad hedder det Land med den grønne Bøg
og den gule, gyngende Hvede?“
„Det hedder et Hjem for den kukkende Gøg
og for Ungen i Vildandens Rede.“
Men Søen hvisker saa blaa og blid:
„Nej, det hedder endnu som fra Arilds Tid,
hedder Danmark.“
Men eengang var det et navnløst Land
trods Folk og Borge og Hytter.
Og Vinden maner: „Kong Dan! Kong Dan!“
over Riget suser en Rytter.
I Jærn han steg fra en jævnet Høj —
der faldt Rim af Rust, hvor den ridende fløj,
den første af Danmark.
Det skygger paa Vang, det skumrer i Skov,
det mulmer af gamle Tider.
Kongen staar i et sløjfet Hov,
hvorover Stjærnerne skrider.
„Guder! I, der mit Sprog forstaar!
Lad Landet endnu i tusinde Aar
hedde Danmark!“
Det gryr over Mark, det lysner i Lund,
det dages mod kommende Tider.
Men Sukket stiger fra Søens Bund,
medens Skyerne skrider og skrider:
„Kong Dan blev jordet ved Lejregaard —
Lad ingen, der ikke hin Drot forstaar,
blive Herrer i Danmark.“
Saa hvisker Vinden med sagte Røst:
„Den stærke kan kue den svage.
Men Hagl maa skaane en bjærget Høst —
Har det brugt sine Seklers Dage,
stridt sig dansk i Sind og Id,
vil Landet endnu til den sidste Tid
hedde Danmark.“
Danmark er steget af Bølgens Skød,
og i Bølgens Dyb skal det dukke.
Hvor dejligst den danske Tunge lød,
skal skrigende Søfugle vugge.
Muld er Kvinde, og Muld er Mand,
men mere end een vil drømme som Dan,
de drømmer om Danmark.