Hyrdedrengen er en Konge,
og den grønne Høj hans Trone.
Solens Lys omkring hans Hoved
er den tunge, gyldne Krone.
For hans Fødder hviler Kvæget,
Faar med røde Kors paa Bryst;
Kalvene som Kammerherrer
svanser, saa det er en Lyst.
Bukke spiller Hofkomedie
med de tusind Krumspring i;
Fuglene og Køer med Bjælder
er hans Kammermusici.
Og de muntre Lyde klinger
i den lette Sommervind.
Vandet risler, Graner suser,
Hyrdekongen slumrer ind.
Saa regerer hans Minister,
Hyrdehunden — bidsk og streng,
dens Befalinger, dens Gøen
høres over Dal og Eng.
Kongen taler svagt i Sovne:
„Min Regeringsdag er lang.
Gid jeg kunde se min Dronning,
høre hendes Stemmes Klang.
I min Dronnings hvide Arme
er al Pligt og Byrde glemt,
og i hendes skønne Øjne
er min hele Rigdom gemt.”