Stille synker Maanen ude
bag den grønne Granetop.
Lampen flimrer mat og lyser
ikkun dunkelt Stuen op.
Men fra mine blanke Stjærner
straaler der saa klart et Skær,
begge Purpurroser gløder,
og den lille siger kær:
„Her er Tyve — Nisse-Smaafolk
stjæler Brød og Flæsk. Hver Kvæld
gemmes alting hen — om Morgnen
er det væk alligevel.
Og de slikker, disse Smaafolk,
al vor Fløde, før de gaar.
Mælken glemmer de at dække —
Katten drikker hver en Taar.
Og den er en Heks, er Katten,
som ved Nat i al Slags Vejr
lister til det længstforfaldne
Taarn paa Aandebjærget der.
For der stod et Slot derovre,
fuldt af Lyst og Vaabenglans.
Prude Helte, Damer, Svende
svang sig der i Fakkeldans.
Men en Fe forbanded Slottet
med sit onde Trylleri,
Det blev en Ruin, som Ugler
bygger deres Reder i.
Men min salig Moster sagde:
Nævner man det rette Ord
i den rette Stund om Natten,
hist paa den rette Tryllejord,
saa forvandler sig Ruinen
til et muntert Slot igen,
og de danser atter lystigt,
Herrer, Damer, Riddersvend.
Han, der siger Ordet, vinder
Folk og Slottet i sin Magt.
Pauker og Trompeter hylder
al hans unge Naadepragt.“
Saadan blomstrer Sagn og Syner
ud fra Mundens Roser smaa;
Øjnene derover gyder
deres Glans, den stjærneblaa.
Rundt om mine Fingre snor den
smaa sit gyldne Haar i Ring,
gir dem smukke Navne, kysser,
ler — og siger ingenting.
Roligt, dybtfortroligt stirrer
paa mig alt fra Dør til Dør.
Bord og Skab —- jeg synes, jeg har
set det hele eengang for.
Uret nikker venlig-myndigt,
Cithren klinger — men jeg kan
næppe høre Tonen — drømmer
jeg maaske? Hvem slog den an!
Jo, det er den rette Time
og det rette Sted — jeg tror,
at der ogsaa fra min Læbe
glider nu det rette Ord.
Ser du, lille! Midnatsstunden
dæmrer, skælver ved min Magt!
Stærkere bruser Bæk og Graner,
og det gamle Bjærg blev vakt.
Citherklang og Dværgesange
op fra Bjærgets Kløft der slaar;
Blomsterskove skyder fra den,
viltre som en vilter Vaar.
Blomster, kække Underblomster,
Fabelløv saa brogetbredt,
fyldt af Duft — og fyldt af Dirren,
som det længtes feberhedt!
Roser spruder frem med røde
Farver som et Flammeskærs;
Liljer, som krystalne Piller,
skyder himmelhøjt til Vejrs.
Stjerner stirrer ned, saa store
som en Sol, med Længselsglød,
og i Liljers Kæmpekalke
strømmer deres Straaleglød.
Men os selv, Barnlille, skete
der dog mest Forvandling med;
Fakler, Guld og Silke glimrer
lystigt om os hvert et Sted.
Du, du blev Prinsesse, Hytten
strækker som et Slot sig hen,
og der jubler, og der danser
Herrer, Damer, Riddersvend.
Ja — og jeg har dig og alting,
Folk og Slot, mig underlagt.
Pauker og Trompeter hylder
al min unge Naadepragt.