Jubal vandrede længe fremad, men han kunde intetsteds finde Landet, han søgte. Han kom til en Skov, hvor mange Fugle sang, og han sagde:
Saavist som Saalen paa Sandalen flænges
af Stok og Sten, er Vejen mer end lang.
Saavist jeg aldrig mindre maatte længes
end nu, jeg hører disse Fugles Sang.
Det Væld af Lyd, som deres Struber gemmer,
bruser i Øret, frit og uden Savn,
det hvirvler i min Sjæl, og jeg fornemmer
noget, hvorpaa jeg aldrig har hørt Navn —
som naar jeg drømmer om den store Have,
der yded mine Fædres Fader Læ,
hvori jeg vaagner, fuld af Tak mod Jahve,
og Solen skinner over Livsens Træ.
Og hans Øje fulgte en enkelt Fugl, og han sagde:
Den bygger Rede i en runken Stamme,
den samler Bær og Frø — den kender Frygt;
dens Dag og Mandens Dag er jo den samme,
men i sin Sang den hviler dog saa trygt.
Det er som Edens Lunde med den drage,
som deres Fryd i Brystets Boblen bor —
men jeg maa gaa den lange Vej tilbage
til svundne Tiders og til Livsens Jord.
Jubal sad længe og grundede; derpaa sagde han: »Jeg vil tage Fuglens Stemme og blive lykkelig som den.« Og han greb en Sten og dræbte Fuglen og dannede sig en Fløjte efter dens Strubes Lignelse.