I et Hjørne af Fjældet, hvor Højlandet slipper,
mellem Læ og Luvart, ned mod Sandkysten lav,
som en Ø paa Land mellem faste Klipper,
en Haves Genfærd er vendt imod Hav.
Det øde Bed paa den skraanende Flade
er kranset af Tjørne og Kratvæxt rig;
hver Urt, der fra Rosernes Grave skød Blade,
ligger Lig.
Mod Syd falder Engmarken, knudret og revnet,
til den ensomme Landstræknings yderste Bræm.
Hvis et Fodtrin lød, hvis et Ord blev nævnet,
mon et Genfærd ej vilde hæve sig frem?
Uden Gæster laa Haven saa længe derinde,
at hvis nogen brød Vej gennem Grene og Krat,
han vilde kun Havvinden levende finde
Dag og Nat.
Den kvalte Gangsti er flænget og sondret;
blind kryber den op, hvor ingen vil gaa,
til den øde Snævring, som Tiden har plyndret
for alt uden Tjørne, — dem lader den staa;
den skaaner Tjørnen, naar Rosen tages,
og øder den Sletten, har Klippen Fred;
Stormen og stormpisket Ukrudt drages
ikke med.
Ingen Fod over Blomster gaar; som den døde
Mands Hjærte hver Grønplet er tør og bar;
om en Nattergals Toner fra Tjørnene løde,
ingen Rose der var til at sende den Svar.
Kun en Havfugls Sang ved Vinter og Sommer
lyder ensomt over den triste Egn;
her Aaret igennem alene kommer
Sol og Regn.
Hedt Solen brænder, og Regnstrømme ruske
én udmagret Blomst, der knap Livet holdt;
kun Vinden tumler i Stængler og Buske
i en Runddans, hvor Livet som Døden er goldt.
Her var der Latter maaske eller Klage
af elskende — nu i en ukendt Grav —
som for hundrede slumrende Aar tilbage
saa’ mod Hav.
Mens Hjærte i Hjærte de stod derinde,
mon han hvisked: »Vend Blikket mod Havet; thi
Skumblomsterne vare, naar Roserne svinde,
og de troløst elskende dø, — men vi?«
Og den samme Vind sang, og det samme Hav skummed,
og det sidste Kronblad til Jord blev strø’t;
men Elskov hos ham og hos hende forstummede
kold og død.
Eller trofast de elsked, var ét til det sidste; —
og hvorhen gik de saa, da Farvel de bød?
Selv havdyb Elskov som Rosen maa briste,
som Tangen, der spotter den Rose rød.
Skal de døde elske de andre døde?
Hvilken Elskov har været saa dyb som en Grav?
De er kolde som Gravhøjens Græs, som det øde,
nøgne Hav.
Nu Roser og elskende sammen mødes,
og Enge og Bølger har glemt dem igen.
I den milde Luft, hvor en Sommer nu fødes,
er der slet intet Pust fra den Tid, som svandt hen.
Intet Pust dér skal mildne de kommende Dage
fra Blomster og Hjærter, der nu er fro,
naar som de, der er fri nu for Latter og Klage,
vi har Ro.
Her kan ikke Døden mere krige,
Omskiftelsen ej, før det ender alt;
fra de Grave, de grov, skal de aldrig stige:
alt levende Rov har de knust og kvalt.
Jord, Sten og Tjørne i tætte Klynger,
de blive, mens Sol og Regn holde Stand, —
til et sidste Vindstød Havbølgen slynger
imod Land.
Til Bølgerne stige med smuldrende Vælde,
til Skrænt og Eng bli’r af Havsvælget slugt,
til de mindskende Marker, de vigende Fjælde
tvinges ned af de svulmende Strømmes Tugt,
her Døden, hvor alt bær hans Sejers Stempel,
strakt ud paa det Rov, han har spredt i sin Krig,
som en selvdræbt Gud i sit eget Tempel,
ligger Lig.