Det sidste Orakel
(A. D. 361.)
(A. D. 361.)
Aar i Mulm steg frem, der atter døde ligge,
Tider kom og svandt, som ej til dig har kendt,
Verden søgte Lys ved Nat, men dit Lys ikke,
fra dit Alter har den sidste bort sig vendt.
Mørkt var Altret, stum den Sang, som derfra vælded,
ikkun disse sidste, triste Ord der lød:
»Meld jer Drot: til Jord det stolte Hus er fældet,
Kildens Strøm, der talte før, er slukt og død;
intet Tag og Ly kan Guden mere finde,
Spaadoms-Lavren blomstrer mer ej i hans Haand.«
Svaret faldt den høje Konge tungt paa Sinde,
dybt den sønderskar din sidste Elskers Aand.
Og han bøjed sit Hoved mod Jord
midt i Verdens hvirvlende Kiv:
»Du har sejret,« saa lød hans Ord,
»Galilæer,« — og endt var hans Liv.
Og den Jord, der var din, da i Fred
med Khariter Horaer skred,
blev kold som et Vinterhav
ved et Pust fra en aaben Grav,
lig et Svælg, der sluger og hader
det Lys, vi elskede før.
O Pæan Apollo, vor fælles Fader,
Fordærver og Læge, hør!
Længe var din Læbe tavs, dit Aasyn dækket,
stum og blind var Mund og Blik, som dig fik kær;
Sangen svigted alle dem, dit Navn forskrækked,
Lyset dem, som saa’ den nye Guddom nær.
Ild for Lys, for Festkor Salmesang betager
hvert et Straaleblik og hver en Læbe varm,
da for Grækers Jubel Galilæers Klager
over Verden klang med Suk om Synd og Harm.
End vi ej dig se som de, der længst tilbage
dyrked dig, da Verden din og deres var,
de, hvis Ord du selv gav Kræfter til at drage
dig til Jorden, saa den skinned himmelsk klar.
Thi vi staa i de Skygger, der stige,
naar Mulmet halvt viger sin Magt,
og det døde Natmørkes Flige
over Dagningens Aasyn er lagt;
thi ej helt er Fortiden død,
om dens sidste Ord end lød,
om den Tid med sin Tro end flyr,
da Mænd var som blødende Dyr,
som Faar, der i Angst sig bader,
mens paa Slagterbænken de dør.
O Pæan Apollo, vor fælles Fader,
Fordærver og Læge, hør!
Dog, o Herre, Fader, vel det kunde hændes,
at der i vort Mulm og Mørke, vi, der ømt
elske dig, et mere herligt Lys skal tændes,
end Profet og Digter fordum det har drømt.
Til én Guddoms Billed bandt de dig, som evned
større Ting, end nogen Guddom evnet har;
Søn af Gud og Søn af Tiden de dig nævned,
du, som ældre, Fader, end de tænkte, var.
Thi af Mandens Tanke ingen Guder fødtes,
førend Sangen i den tavse Sjæl fik Magt;
Jorden ej i Drøm og Daad med Himlen mødtes*
førend Læben skænked Ordet Talens Dragt.
Og Ordet og Livet var du,
Menneskets Livspust og Aand,
og de øvrige Guder endnu
faa Liv og Død af din Haand.
Thi de svinde som Skygger bort:
var Sindet mildt eller haardt,
gav de Lidenskab eller Fred,
de forgaa, men du varer ved, —
dem Kraften tilsidst forlader
i Aarenes vexlende Bør.
O Pæan Apollo, vor fælles Fader,
Fordærver og Læge, hør!
Du, som Ord og Lys og Liv og rummer,
stærk til Trøst og Hjælp, til Vredes-Lyn og Slag,
din er Slægtens Sang, al Verdens Fryd og Kummer,
ikke Morgen eller Aften har din Dag.
Guder fødes eller bort til Graven bæres,
fra din Sol staar op, til den gaar ned igen;
stegne frem fra Øst, mod Vest de synke, — deres
Udspring mange er, men Enden ikkun én.
Hvor de fødtes saa, én Død de alle finder,
naar i Sjælen deres Magt for andres brast;
Gud for Gud fra Tronen styrtes og forsvinder,
Sjælen, som dem Form og Tale gav, staar fast.
Er Solen fra Himlen vel jaget?
Har Sangen Slægten forladt?
Livet, som Styrke har draget
fra Sangen, naar Blodet mat
og bittert som Taarer randt
gennem Tider, der sangløse svandt, —
Himlen, hvor Solen klar
det højeste Lys-Vidne var, —
er de stumme og blinde og lader
sig kvæle bag knugende Slør?
O Pæan Apolio, vor fælles Fader,
Fordærver og Læge, hør!
Tider kom og slog din Læbe stum, og Mørke
og Forandring faldt paa dem, som faldt fra dig;
skjult bag Morgenskæret sad du med din Styrke,
indtil Sjælen kunde se din klare Vej.
Førend Sjælen atter Syn og Mæle vinder,
Manden ikke Livets indre Lysglans naa’r;
Stjærners Skær, som for dit Aasyn mørke svinder,
i hans Nat af Død og Synd som Sole staar.
Tidens Læber atter større Ting bebuder,
fra Forandrings-Luren større Gny der lød;
svøbt i Stjærner, Skyer og Drømme staa de Guder,
som bar Herskerstav i Kraft af Synd og Død.
De er ramte, de, for hvis Magt
hele Verden blegnede snart;
de er Støv, som til Liv ej bli’r vakt,
om end Verden begræder dem svart.
Tiden paa deres Guddomsmagt,
som en Hund paa sit Rov, holder Jagt;
som Ulve, naar Jagten er hed,
de splittes og flygte afsted,
langt bort over Rummets Flader,
hvor Jagtraabets Genlyd dør.
O Pæan Apollo, vor fælles Fader,
Fordærver og Læge, hør!
Dag for Dag din Skygge vi paa Himlen skuer,
Solen, som dit Aasyns Straaleskygge er:
Himlen, Konge, for din Fodsaal gyldent luer,
Jorden, Gud, din Styrkes Glød i Sjælen bær.
I din Læbe Ordet, i din Sjæl de Tanker,
hvoraf Guder bliver født og vejres hen;
mens i Glans og Glød fra dig hvert Hjærte banker,
Sjæl af Sjæl faar Lys og giver Lys igen.
Kendte vi som svundne Slægter dig tilfulde,
Sygdoms Læge, Urets Hævner, stræng og blid,
Gud og Konge, Præst og Skjald, — vor Sang da skulde
kalde dig, hvis Sang har Lægekræfter, hid.
Thi dit Rige blev ikke lagt øde,
og ingen din Magt betvang;
de fra Himlen ej Dagen skal støde,
ej fra Verden den tonende Sang.
Af den Sang og det Lys, den har bragt,
kan vi kende, din Virken har Magt;
gennem Ordet, vi modtog fra dig,
vor Lovsang og Bøn bryder Vej:
Stig frem, du, som Mørket hader,
kast Lys gennem Mulmets Slør, —
o Pæan Apollo, vor fælles Fader,
Fordærver og Læge, hør!