I Kaos, førend denne Jord blev avlet,
før Rum og Form af Dybets Afgrund fødtes,
før Tidens første Stund af Ægget kravled,
før Nat med Maanelys og Daggry mødtes,
Før nogen Verden blev af Lyset kvæget,
før noget, kaldet Gud og Mand, drog Aande,
tungt Nattens svangre Sider sig bevæged,
og Liv og Død sprang frem af Fødslens Vaande.
Og Dybets Rædsel, formløs, lovløs, øde,
— skønt alting slumred bag dets golde Flade, —
hvor Kærlighed og Had endnu var døde,
hvor ingen Rod skød ud i Blomst og Blade,
Og Mørket, hvor endnu ej Tiden kendtes,
hvor Gud og Menneske endnu sig dølger,
i Former kløvedes, og Lyset tændtes,
og der blev Nat, Ild, Jord og Luft og Bølger.
Og Sol og Stjærner, alt, hvad Farve bringer,
hver Form sig om sit Væsens Kærne sanker:
Død: Skyggen ud fra Livets brede Vinger,
Gud: Skyggen ud fra Mandens Sjæl og Tanker.
Da opstod mellem Lys og Mørkets Dampe
og mellem Stof og Skygge, Død og Fødsel
hint Kæmpefavntag, hine Elskovskampe,
der avler, føder, giver Næring ødsel
Og dræber saa, hin Strid, som evig bruser
i hvad vi kalde Arbejd, Liv og Grøde,
de Samklangs-Toner, der hinanden knuser,
de Modklangs-Toner, der i Kyssets Møde
Dør sagte hen, — alt samled sig til Vorden.
Stærkest begyndte dog — i Stjærnens Indre,
i Menneske og Dyr, hver Blomst paa Jorden —
Livskræfterne i hellig Kamp at tindre.
Én Lov dog Væxtens store Gæring følger,
og Død og frodig Fødsel er det samme,
ét er den svangre Jord, de golde Bølger,
den blege Luft og Solens røde Flamme.
I Slægtens Løb har denne Lære givet
sig Præg og Udtryk i en evig Skiften:
den skrives op med dybe Træk af Livet,
og Døden sætter saa sit Segl for Skriften.
Var Døden ej, saa var ej Livets Styrke,
der godt og ondt imod hinanden stiller,
saa var der intet Lys og intet Mørke,
ej Vand fra søde og fra bitre Kilder.
Thi hvert et Menneske og Aar hernede
skjult disse Tvilling-Magters Frøkorn rummer:
det hvide Frø til Frugtbarhed og Glæde,
det sorte Frø til Goldhed og til Kummer.
Og hvo det sorte Frøkorns Frugter nyder
skal kvæges som af Honningsafter søde;
og han, i hvem det hvide Rødder skyder,
faar ikkun Sorg og Kval og Graad til Føde.
Og hvem den søde Frugt med Sundhed næred,
fra ham skal Verden sig med Afsky vende;
og ham, som har den bitre Frugt fortæret,
skal Verden for en Gud tilsidst erkende.
Og ud fra disse tvende Frøkorn skyder
alt det, som Slægten øver eller lider;
Natten fra Dagens Modergemme bryder,
og Solen avles under Nattens Sider.
Hvert Menneske og Aar, til Jorden lænket,
skal flagre hid og did og suge Føde;
og som det var, før Fødsel blev os skænket,
saa skal vi atter synke blandt de døde.