»Hvem er det, som I elske, o I, der drage
syngende hen? Og gælder jer sælsomme Klage
det, som forgik, eller Fremtids-Haab, I har drømt?
Thi Sangen har Toner baade af Sorg og Glæde.« —
Hun, vi elske, kan ikke beskues af eder:
ej har hun Hænder og Læber og Guldhaar, der spreder
bølgende sig, ej Form; men vi, der ømt
elske, vi véd, hun er skønnest af alt hernede.
»Er hun en Dronning, med rige Gaver i Hænde?« —
Ja dem: at hvo der har set hende, ikke skal vende
sig bort, men tjene hende med Kummer og Kval,
Blod og bitre Taarer og Møje og Strid;
byder hun dø, da maa han dø uden Klage;
alt, hvad han ejer paa Jord, skal han lade tilbage,
nøgen i Hede og Regn han vandre skal,
kæmpe og bie og vaage i al sin Tid.
»Har hun ej Bolig og Hjem i Verdens Rige?« —
Tiderne raabe, Nationerne kalde og skrige:
»Hvor er hun henne?« Ingen formaar det at sige.
Thi hvis ikke hun er i Menneskets Tanker,
hvis ikke inderst i Sjælen hun Bo kan finde,
er det forgæves, de raabe og søge hende,
er det forgæves, at Tungens Lovsange stige,
alt forgæves, til Hjærtet levende banker.
»O I, som følge, angrer det eder da ikke?
Thi Dødsdom staar skrevet i eders Pande og Blikke,
et sælsomt Kummerens Tegn, et brændende Mærke:
at ej I skal standse og hvile i Livets Larm,
ej læskes af Kærlighed, ej Venner have,
ej Tryghed, Livets Glæde og Søvnens Gave.« —
Det har vi ikke; men ét vi har: hendes stærke,
trofaste Blik, hendes Aasyn og nærende Barm.
»Og I skal dø, før I har naa’t, hvad I tror.« —
Ja, og den gavmilde Sol og den genfødte Jord,
mens vi er Støv, skål vandre skinnende Veje;
o, men naar hun stadig hernede vil blive,
og naar den gamle Verden, med Lænkerne sprængte,
jubler sin Tak, vandt vi saa ej, hvad vi tænkte?
Ja, det er snarere Liv end Død, vi skal eje:
Livet er ringe, Døden er god at give.
»Og I skal glemmes.« — Ja, men vi véd og tror,
at vi skal være et Led af Luft og Jord
og af den lutrende Ild og det kvægende Hav
og alt det gode; og intet Hjærte skal banke,
hvor ikke nogle Draaber skal sitre og gløde
af vort udgydte Blod, — som i os nu det døde
Blod af de slagne, det gamle higende Krav
retter mod deres lysende Spor vor Tanke.
»Men I, som kunde jer svøbe i Lykkens Kaaber,
hvi vrage I Nutidens bløde Lin, I Taaber,
og hylle jer ind i Fremtidens kolde Vinde,
naar Moder og Fader og elskede Søster og Broder
og al deres Kærlighed som I smuldrer hen,
og ingen Kærligheds Livsfrugt bliver igen?« —
Hun bliver, og mere Værd der ligger paa hende
end baade paa Søster og Hustru og Fader og Moder.
»Og sligt et Maal eders Liv I ofre kunde?
Se, mægtige, graanede Tiders døde Munde
spotte og le, hvor yderst i Mørket de ligge,
i Fortidens dybe, aldrig aabnede Fængsel, —
de véd, hvor manges Feltraab som eders løde,
og alle er faldne, alle er faldne og døde:
skal I da staa op igen, og de andre ikke?« —
Ej vi, men hun, som ejer Bod for hver Trængsel.
»Og trættes I ikke paa Vejen og føle jer svage,
naar Nætterne I se slugte af krybende Dage
og Timerne brændte o i søvnløse Flammers Stigen?
Søvnløs, — og I, naar skal I slumre trygt?« —
Vi er trætte i Hænder og Fødder, i Hoved og Hjærte,
og Søvnen var det, vi helst af alt begærte,
ene undtagen hin ubønhørlige Higen; —
hvo den fornemmer, kender ej Graad eller Frygt.
»Er det da saa skønt, at selv I villig er mødt?
Er det saa sikkert, hvor alles Haab er dødt,
hin Drøm, at I gennem Kamp og Møje skal hele
de knuste Hjærter, de bøjede Nakker rette?« —
Ja, var end vor Død forgæves, vort Liv end rodløst,
var Verdens Haab ikke derfor mat og blodløst:
en Gang skulde Folkene broderligt Vilkaar dele
og atter hint flammende Løsen paa Banneret sætte.
»Saa drag da hen og forbi os, lad os i Ro.
Hvad Lys efter Livet forjætter jer eders Tro?
Faar I at vide, om Verden bedre trives?
Hvem skikker jer Bud, hvis Mennesket Sejren vinder?« —
O, Lys nok er det paa Livets korte Vej,
at alle Mennesker dø, men Slægten ej:
vor Død som Livets Sæd i Natten skal gives,
at Slægten kan høste og leve, naar Dagen skinner.