Adolf Hansen (1850–1908)

Længe nok har jeg levet hernede, thi jeg saa al Kærlighed svinde;

nu vil dig jeg om Lindring bede, Dronning og Mø og Gudinde.

Du er mere end Tidernes Kæde med Sol-Smil og regntung Kummer;

thi de give Kval eller Glæde, men du, Proserpina, Slummer.

Skønt er det, naar Ranken man kryster, skønne de kurrende Duer;

men med dybere Kraft du trøster end Skum af Elskov og Druer.

Er ikke Apollo selv, hvis Lyre i Guldglans. blinker,

bitter for Digterens Sjæl, skønt straalende fager han vinker?

Jeg er træt af at synge, min Krans om Issen brænder, jeg higer

mod Hvile fra Hæderens Glans, fra Smerte og stikkende Smiger.

Lidt kende vi Gudernes Færd, der os Aande i Brystet har givet; —

de er skønne, som Døden er, men grumme og haarde som Livet.

O Guder, fra Tronen revet, hvor sprængtes jer Styrke brat!

Nu er Verden, siger man, blevet forløst fra jer Grumheds Nat.

Eders Septre i Støvet er knuste, i Festtog man andre bebuder:

de er milde, af Naade beruste, de unge, medlidende Guder.

Men for mig er den gold, denne Mildhed, og Dagene tomme og øde;

jeg har nok i Fortidens Stilhed, blandt Mænd, der er glemte og døde.

Tiden fører med Guderne Kiv, og i Tumlen I eder trøster

og suger en Smule Liv ved Kærligheds golde Bryster; —

jeg beder jer, kære Venner, jeg beder jer, stands, hold inde,

til al denne Goldhed ender, og Mælken kan kvægende rinde.

Vil alt, Galilæer, du plyndre? Du skal ej vor Lovsang varm

og ej vore Palmer søndre, ej Skovnymfens blottede Barm,

Bryster saa bløde som Duer, der bæve i sitrende Bølger,

Elskovs glødende Luer, Livsjublen før Døden følger,

de mylrende Timers Toner i klingende Harpespil,

der bølger om Blomsternes Kroner, med Strænge, der dirre som Ild.

Mon du kan give os mer? Er det skønnere Gaver, du bringer?

Nej, kort vi leve kun her, og Livet har skiftende Vinger;

om en stakket Stund er man død, — maa da Livet ej bruge sin Styrke?

thi ingen blev to Gange født fra Dybets rugende Mørke.

En kummerfuld Ting er Sorgen, af Graad har vi nok og af Klage, —

hvi slide med Suk for imorgen og mørkne vort Livsløbs Dage?

Galilæer, den stærke du var, Verden graaned under dit Pust;

vi har drukket af Lethe, vi har os i Dødens Fylde berust.

En Sommer kan Blomsten rødme, en Dag kan i Elskov vi gløde, —

saa forgiftes vor Elskovs Sødme, og Stormen slaar Blomsten til Døde.

Faa tilsidst saa i Graven vi Ro? thi i Verden er tungt at vandre;

den knuses, vor ældgamle Tro, alt vil Nutidens Hænder forandre.

Skæbnen er som et Hav uden Kyst, hvor vor Sjæl som en Klippe staar:

Øret døves af Brændingens Røst, og mod Ansigtet Skumfraaden slaar.

O Læber, blodløse, matte, Rester af Marter og Bod,

støvsmuldrede Helgenskatte, fortørrede Ledemod,

vil alle end knælende dyrke jer Magt i tonende Sang,

jeg knæler ej for jer Styrke, men afventer Tidernes Gang.

Hver Dag, hvoraf Sindet trylles, hver Kraft, hver Fryd og hver Kummer

didhen af Nutiden skylles, hvor Fortidens Brænding skummer;

hvor mellem de fjerne Sluser, bag Grænsernes yderste Rand,

de hærgende Vande bruser, og Død venter Skude og Mand;

hvor Verdensbølgen sig ruller, med mægtig krummede Lænder,

med Vinger af Skum paa sin Skulder, dreven af uséte Hænder,

med navnløse Masser svanger, hvidøjet, med giftig Finne,

skarp-tandet, bugtet som Slanger, pisket af Fremtidens Vinde:

Havdybderne blottes og sprænges, og Stormene flygte med Hast,

og Tordenen fanges og stænges og lægges i Baand og i Bast,

i dens Lænker Nordvinden fnyser, dens Salt er Slægternes Taarer,

med dødsvangre Glimt den lyser, mens Tiderne slaa i dens Aarer;

med Slid hver Dag uden Naade, med Kvaler, hvorhen man sig vender;

bitter som Blod er dens Fraade, dens Skumkamme giftige Tænder,

dens brusende Taages Strøm er som Suk af de vordende Slægter,

forvirret er alt som en Drøm, at maale dens Dyb ingen mægter,

dens Isse til Himlen naa’r, hvor de yderste Stjærner gløde:

Alverden skælvende staar, og Tidernes Mark lægges øde.

Vil I tøjle Havdybets Spil, vil med Svøber I revse dets Magt?

Vil I lænke det Hav, der var til, før I, Guder, til Verden blev bragt?

I skal svinde som Storm over Sø, slukkes ud som en glødende Gnist;

I er Guder, og dog skal I dø og af Bølgerne dækkes tilsidst.

Mens de skummende Aar rulle hen, skal i Tidernes begsorte Nat

I slumre som slagne Mænd, over Konger forglemmes brat.

Skønt nu dine Præster møde, hvor man lød vore Fædres Bud,

skønt de, der var Guder, er døde, og du, der er død, nu er Gud,

skønt hun faldt, hin cytheriske Kvinde, og sank for dit Blik med Gru,

skal din Magt, Galilæer, dog svinde, dine døde smuldre som du.

For din Jomfru-Moder der toner nu Lovsang fra alles Mund;

hvor en anden var Konge, du troner, hvor en anden bød, byder hun.

Hin fængslede før vore Blikke, nu Magten til denne de gav.

Men som din var vor Moder ikke, — en Blomst af det spirende Hav;

fulgt af Verdens Attraa og Smil, som Havskummet frisk hun kom,

hun var rap som den flammende Ild, en værdig Gudinde for Rom.

Din Moder kom stille, forsagt, en Søster til Sorgen; men vor

bar Blomsternes friske Pragt og Duft i det yppige Haar;

som en sølvhvid Rose hun flød, af Bølgernes Skumglans baaren,

hun lindred de bedendes Nød, hendes Navn gød Kraft over Jorden.

Din Moder kom kuet og bleg, med Taarer paa Kinden; men hun

af Bølgerne blussende steg, med Herskersmil om sin Mund;

og jublende Vandene flød, og Vindene viftede ømme,

og Rosen blev mere rød, mer blaa blev de havblaa Strømme.

O Guder, hvad brød eders Magt? Vi tænkte, I ej kunde falde.

I straaled i Skønhedens Pragt, og én var skønnest blandt alle.

Men endnu jeg bønfalder hende: hun bliver, naar alt svinder hen;

Dronning og Mø og Gudinde, vær du nu min eneste Ven!

Du er fostret af Jorden, min Moder, — o du, hendes fagreste Datter,

ogsaa jeg, ogsaa jeg er din Broder og synker i Jorden atter.

I den tavse Nat, hvor dit Blik som en Maane paa Himlen svømmer,

hvor Stilheden er som Musik, og Søvnen fra Hjærtet strømmer,

hvor den røde Rose er hvid, hvor Valmuen rank sig hæver,

hvor Vinden ved Midnatstid i Strømme af Vellugt bæver,

hvor de slumrendes Røst du fornemmer fra Mulmet langt i det fjærne

som dunkelt hviskende Stemmer, som sitrende Blink fra en Stjærne,

i dit Aasyns dæmpede Skær, under Himle, hvor Solen ej flammer,

lad min Sjæl finde Hvile dér og glemme sin Jubel og Jammer!

Du er mer end den Gudeskare, der Livets Gave os bød;

thi de give Slummer og Fare, men du, Proserpina, Død.

Derfor knæler jeg nu for dig og venter i Tavshed; thi

som Fædrene døde, skal jeg ogsaa dø og slumre som de.

Tidens Spejl, hvori Livet vi skue, saa let kan søndres og revne;

kort ildner kun Sjælens Lue det Lig, vi et Menneske nævne:

saa længe vil ufortrøden jeg glemme al Glæde og Kummer; —

den stærkeste Gud er Døden, og Døden er rolig Slummer.