Lad os gaa bort, mine Sange; hun hører os ej.
Kom, lad os rolig vandre vor ensomme Vej;
vær stille nu, thi Sangens Tid har Ende,
og endt er, hvad der glæded jer og mig.
Hun elsker ikke, som vi elske hende.
Og lød som Engles Røst vore Toner, nej
hun hørte os ej.
Kom, lad os gaa; det græmmer slet ikke hende.
Lad os mod Havet gaa som de store Vinde,
fulde af fygende Sand og farende Skum.
Intet kan ændres, der er ingen Hjælp at finde;
Verden er taarebitter, og skænked I Rum,
Lyd og Rum til jer Klage, ingensinde
græmmed det hende.
Lad os gaa hjem og bort; hun vil ikke klage.
Kærlighed skænked vi mange Drømme og Dage,
duftløse Blomster og Frugt, der ej kom i Grøde,
sigende: »Kom med din Segl, du kan høste og tage.«
Nu er hvert Straa bleven høstet, og al Ting er øde;
og segned end vi, der saaede, trætte og svage,
hun vilde ej klage.
Lad os gaa bort og hvile; hun elsker ikke.
Ej vore Sange kan Bud til hende skikke,
hun ser ej den Kval, Kærligheden har voldt.
Kom, det er nok; lad os i Ro nu ligge.
Kærlighed er et Hav, der er bittert og goldt;
og stod end Himlen i Blomster for hendes Blikke,
hun elskede ikke.
Kom, forsag og gaa ned; intet hun ser.
Skinned end Luften med gyldne Stjærners Skær,
straaled end Maanens Blomst paa de stigende Vande,
kastende Glans paa de gyngende Skumblomsters Hær,
strømmed end alle de Bølger over vor Pande,
dragende ned vore Læber i Dybet dér,
intet hun.ser.
Lad os gaa bort, gaa bort; det rører ej hende.
Syng alle én Gang til; saa vil hun sig vende,
huskende gamle Ord og forsvundne Dage,
saa vil hun sukkende bøje sig mod os en Kende;
men vi, vi er borte, lod intet Spor tilbage.
Og kunde jeg Medynk i alles Hjærter tænde
det rørte ej hende.