Kom, kære Børn, nu maa vi afsted,
dybt under Bølgen ned!
Fra Bugten kalder mine Brødres Røst,
de store Vinde blæse mod Kyst,
de salte Strømme mod Havet gaa,
de vilde, hvide Havheste slaa,
stampe og stejle paa skumdækte Bred.
Kære Børn, kom saa med mig!
Denne Vej, denne Vej!
Kald én Gang, før I gaar, paa hende
— tungt er vi stedte —
med en Stemme, som hun vil kende:
»Margrethe! Margrethe!«
Børnestemmer er kære at høre
— kald én Gang til! — for en Moders Øre,
Børnestemmer, vilde af Klage, —
sikkerlig vil hun komme tilbage!
Kald én Gang, og kom saa med mig, —
denne Vej, denne Vej!
»Moder, vi kan ikke vente paa dig!
Hestene stampe, til Flugt beredte!«-
Margrethe! Margrethe!
Kom, kære Børn, kom, bort maa vi fly;
stands eders Røst!
Ét sidste Blik paa den hvide By
og den Kirke graa ved den stormslagne Kyst, —
saa maa vi fly.
Hun kommer ej, kaldte I Nætter og Dage;
bort maa vi drage.
Kære Børn, var det igaar,
vi hørte de Klokker i Dybet, hvor
vi hviled i Hulernes Lejer?
gennem de brydende Bølgers Gang
den fjærne Sølvklokkes bævende Klang; —
sandstrøede Huler, kølige, milde,
hvor hver eneste Vind er stille,
hvor de dirrende Lysglimt svajer,
hvor i Strømmen Havtangen nejer,
hvor de Sødyr i lange Rækker
mæskes i Dyndet, der Bunden dækker,
hvor Havslangen ruller sig krum,
basker sit Panser i Havets Skum,
hvor vældige Hvaler forbi sig bøje,
sejle og sejle med ulukt Øje
rundt om Verden i Dage og Aar; —
naar hørte vi Toner dernede, — naar?
Kære Børn, var det igaar?
Kære Børn, var det Aar eller Dage,
— kald én Gang til! — at hun lod os tilbage?
En Gang hos eder og mig hun sad
i Havets Dyb paa en Guldtrone rød
med den yngste Dreng paa sit Skød.
Hun redte hans Haar, hun pusled ham glad,
da den fjærne Klang af en Klokke lød.
Hun sukked, og op gennem Havet hun saa’;
hun sagde: »Hen til min Slægt maa jeg gaa,
de beder i Dag i den Kirke graa.
Det er Paaske hist, og det kalder mig!
Havmand, jeg mister min Sjæl hos dig.«
Jeg sagde: »Op gennem Bølgen du drage,
bed din Bøn, og kom saa tilbage!«
Hun smiled, gik op, hvor Brændingen slaar.
Kære Børn, var det igaar?
Børn, var vi lang Tid ene tilbage?
»Det stormer paa Havet, de smaa, de klage; —
de beder saa længe,« sagde jeg, »kom!«
og op vi steg gennem Bugtens Brænding og Skum.
Vi gik langs med Bredden, sandet og flad,
hvor Strandgræsset gror, til den hvide Stad,
gennem snævre Gader, hvor alt var tyst,
til den Kirke graa ved den stormslagne Kyst.
Fra Kirken lød Mumlen af Folk og af Præst,
men vi stod derude i Kulde og Blæst.
Vi kravled paa Gravstenen, regnslidt og graa,
gennem Blyruden ind i Kirken vi saa’.
Hun sad ved en Pille; vi saa’ hende nær:
»Margrethe!« sagde jeg, »kom, vi er her!
Saa lang Tid var vi alene tilbage;
det stormer paa Havet, de smaa, de klage.«
Men ikke et Øjekast hun mig skænked;
hendes Blik til den hellige Bog var lænket.
Højt beder Præsten; — Børn, vi maa gaa!
Lukket staar Døren; — kald ikke mer!
Kom afsted, kom ned, kald ikke mer!
Ned, ned, ned!
Til Havbundens Dybder afsted!
Hun træder sin Rok i den summende Stad
og synger sitrende glad.
Hør, hvad hun synger: »Jeg jubler af Glæde
for Barnet, der leger, for Torv og for Stræde,
for Præst og for Sang og Klokkernes Klang,
for min Rok og mit Spind
og Solens velsignede Skin!«
Og hun synger alt, hvad hun kan,
hun synger saa glad i Sinde,
til Skytten falder fra hende,
og det snurrende Hjul holder inde.
Hun lister til Vindvet og ser imod Strand
og paa Havet, der ruller mod Kyst;
og hun stirrer stift og nøje;
og saa bryder der frem et Suk
og en Taare glider tyst
fra et kummersløret Øje
og et kummertynget Bryst,
et langt, langt Suk, —
for en lille Havfrues sælsomme Øjnes Glans
og Lokkernes gyldne Krans.
Kom, Børn, ned i Dybet!
Kom, bort maa vi fly.
Det stormer, og Lysene
blinker i By.
Hun vil vækkes af Søvnen
ved Vindstødets Brag,
hun vil lytte til Stormen
og Brændingens Slag.
Vi skal se — mens det brøler,
det hvirvlende Hav, —
en Tilje af Perler,
et Loftshvælv af Rav, —
syngende:
»Her kom en Kvinde;
hun svigted sit Ord;
og ene bestandig
Havkongerne bor.«
Men, Børn, naar ved Midnat
det tystner om Hav,
naar Maanen er skyfri,
og Strømmen er lav,
naar fra Hedernes Gyvel
det dufter mod Strand,
naar Skyggerne hviler
paa hvidnende Sand,
vi langs Bugten vil ile,
langs Kystkanten klar,
over glimtende Havtang,
af Ebben lagt bar.
Vi vil stirre fra Klitten
paa den slumrende By,
paa Kirken, og atter
til Havdybet fly, —
syngende:
»Dér bor en elsket;
sit Løfte hun brød;
de ensomme Havkonger
grumt hun forskød.«