I. Floden.
Tyst Baaden gaar langs stille Strømme,
hvor Popler skabe Dæmringstid,
ved Siden tavse Svaner svømme,
alt tier, — vend dit Hoved hid!
Lad ømt det skælmske Øje lue,
slap Læbens spodske Smilebaand,
lad dine Blik i mine skue,
og hvil paa min din fine Haand.
Indstængte Taarer Hjærnen svider,
stum Elskov svulmer i mit Sind.
Lad ud mig græde, hvad jeg lider,
med Panden mod din Skulder ind, —
før jeg skal dø, før Sjælens Kræfter,
løsbundne fra det Herredom,
der nu dem til min Vilje hæfter,
skal atter vandre Verden om, —
før dette pinte, trætte Hjærte
fra alt sit tomme Slid bli’r løst,
død for sin dybe, vante Smerte,
død for hvert Haab om Fremtids-Trøst.
II. For sent.
Hver maa sin strænge Bane gaa,
tit Graven uden Elskov naa;
saa vidt adskilte fra hverandre
kan savnfyldt Tvilling-Sjæle vandre.
Dog mere bitter Skæbnen er,
naar de for sent hinanden ser:
»Mit er dit Hjærte!« — »Ja, du kære.« —
»Din Haand da!« — »Nej, det maa ej være.«
III. Adskillelse.
Stands! — thi til mig kun forgæves du taler,
kære, om Tidens lægende Haand; —
frisk være Saaret, med stadige Kvaler,
naar du kun stedse staar ung for min Aand!
Men hvis Naturen med lovmyndig Stemme
kræver, at Mindet skal visne igen,
dersom de Træk, som vi elske og gemme
tro i vort Indre, maa snart falme hen, —
bort med hvert Minde, der halvslukt kun ulmed!
Flygt, strax og helt, alle Tanker om dig!
Dyb være Søvnen, og tæt være Mulmet,
gravlagte Fortidens Skygger for mig!
Saa jeg kan sige, hvis mulig dit Øje
møder mit Aasyn i kommende Aar:
»Hvem er dog hun, som besér mig saa nøje,
med de graa Øjne, det nødbrune Haar?«
IV. Paa Rhinen.
Forgæves søger Glemsel jeg.
En Gang det isner vel herinde,
som Sneen hist paa Alpers Tinde,
hvor Maanens kolde Straaler skinne, —
men endnu, endnu ej!
Forgæves Kvalen i mit Bryst!
Med Jærnbaand fra » hinanden stængte
er vore Skæbner; — blev de sprængte,
selv da du knap paa Elskov tænkte.
Men er Fortvivlen Trøst?
Vig, Tanker, vig og plag mig ej!
Som hine fjærne Purpur-Høje
og Rhinen her til Fred sig bøje
for Solens milde Guddomsøje,
der langsomt sænker sig, —
saa lad mig hvile tyst, og blot
mit indre Syn fornemme stille
dit dybe Blik, det klare, milde,
hvis Farvestraaler sælsomt spille
imellem blaat og graat.
O Fred, til alt du rækker frem!
Flodstrømmen her og hine Fjælde
om længst forsvunden Strid kan melde.
Tæmmet er nu deres Ungdomsvælde,
dybt kvæger Freden dem.
V. Længsel.
O kom til mig i Drømme, — saa
skal Dagen atter rolig gaa;
saa giver Natten Trøst og Fred
for Længslen, jeg om Dagen led.
Kom, som saa tit du svæved frem,
et Bud fra Lysets Straaléhjem,
kast Glans og Smil omkring din Vej,
vær mild mod andre som mod min.
Kom nu, som aldrig du har gjort
i Sandhed, kom, stryg Haaret bort,
og kys min Pande, mild og god,
og sig: »Hvad gaar der dig imod?«
O kom til mig i Drømme, — saa
skal Dagen atter rolig gaa;
saa giver Natten Trøst og Fred
for Længslen, jeg om Dagen led.