Jeg skjulte mit Hjærte i en Rosenrede,
mod Solen gemt; paa en kølig Plet,
mere blødt end det Leje, Sneflokke sprede,
under Roser jeg skjulte mit Hjærte tæt.
Hvi slumred det ej? Hvorfor skælved det let,
mens alt var tyst i Rosernes Skjul?
Hvad løftede Søvnens Vinge med ét?
Ikkun en Sang af en lønlig Fugl.
Lig stille, jeg sagde, thi køligt de hede
Solpile svales mod Bladenes Net;
lig stille: tyst slumrer Vinden dernede,
og sikkert er du mere træt og mæt.
Er der døde Haab, ved hvis Grav du har grædt?
Er der Tanker, der nage i Sindets Skjul?
Hvad aabner din Slummers Øje let?
Ikkun en Sang af en lønlig Fugl.
Paa den rejsendes Kort vil forgæves I lede
om det grønne, fotryllede Land; skønt tæt
og lifligt sig Frugter paa Træerne brede,
de passe for Købmandens Torv kun slet.
Langs Engen gaa Drømmenes Svaler let,
det er Søvnen, der synger fra Bladenes Skjul;
ej Hundeglam vækker den Hjort saa træt,
ikkun en Sang af en lønlig Fugl.
I Drømmenes Land har jeg valgt mig en Plet
til at slumre en Stund, uden Sans i mit Skjul
for Kærlighed, tro eller løs og let,
kun for en Sang af en lønlig Fugl.