Med sin eviggrönne Krone
Bjerget staaer i Herlighed,
Mens en eenlig Sangers Tone
Fra den eviggrönne Krone
Flöiter gjennem Dalen ned,
Og i lange, skjönne Linier
Mod Italiens Himmel blaa
Strække sig de dunkle Pinier
Hen, hvor Tibrens Bölger gaae.
Paa Campagnens Höie nede
Hisset Verdensstaden staaer;
End Paladserne sig brede
Omkring Örnens gamle Rede,
Hvor den höie Taarnmuur gaaer,
End hin gyldne Sol, den samme,
Straaler om St. Peters Dom; —
Men hvor er Din Altarflamme,
Hvor Din Kraft, Du christne Rom?
Mat Du staaer og halvt formummet,
stirrer mod den sorte Jord;
Dine Harpers Lyd forstummed,
Ikkun hæse Munke brummed
Paa det hæse Messechor;
Huult og sörgeligt det klinger
Som en dunkel Sang om Fald,
Cherub med de sunkne Vinger,
Faldne Cherub, fra Din Hal.
I, som Kæmpetemplet bære,
Söiler med det stolte Skaft,
Hvor er Eders Stoltheds Ære,
Hövdingen for Kirkens Hære,
Gregor med sin Kæmpekraft?
Han, som med sin Tordenkile,
Herskende fra Hav til Hav,
Sad der, hvor Apostler hvile
I den aabne Helgengrav?
Hav, Du stolte Hav, som ruller
Langs Corallens Revler der,
Hvor er Helteklyngens Bulder,
Naar med Korset paa sin Skulder,
Naar med Korset paa sit Sværd
Frem den stævned, og de skarpe
Heltevaabens Helteklang
Sammensmelted med Din Harpe,
Hvergang Stormen til den sang?
Due, Mandelskovens Due,
Med den ömme, milde Röst,
Hvor er nu en Fromheds Lue
Lig Din, Mandelskovens Due,
I den stille Pilgrims Bryst?
Hvor en Sang som Dine Sukkes
I den eviggrönne Nat,
Som naar milde Vinde vugges
Gjennem Dalens Blomsterkrat?
Aftendufte hist, som svömme,
Du Italiens Himmels Pragt,
Atterstraalt af gyldne Strömme,
Hvor, ak hvor, er nu de Drömme,
Du i Mandens Sjæl har vakt?
Farvemat de ikkun smile
Fra de gamle Tavler ned,
Gik for evig da til Hvile
Kunstnerkraftens Herlighed?
Kæmpen er til Graven baaret,
Korsets Hær er daanet hen,
Og af Gravens Aand bedaaret,
Med en Dödningkrands i Haaret,
Gaaer dens Gjenfærd nu igjen,
Rangler om med matte Fakler
Mellem Kors og Helgenbeen,
Vee, selv Gravcapellet vakler,
Trods sin Hvælvings faste Steen.
Ak, I eviggrönne Höie
Mellem Sö og Alpefjeld,
Klare Ström, Du Dalens Öie,
Hesperiders gyldne Höie,
Hvor er Eders Daadstid vel?
I en evig Kamp den hildtes,
Lögn mod Lögn og Tant mod Tant,
Og dens bedste Længsler spildtes,
Og dens sidste Haab forsvandt.
Da den frie Kraft blev bundet,
Bundet til sin Undergang,
Og hvor blev en Sanger fundet
Der, hvor Livet er forsvundet,
Til at synge Dödens Sang?
Nei, da Frihedsdagen döde,
Selv i Rosens Dal det taug,
Og dens Rosenblade ströede
Sig paa alle Dödes Grav.
Nu kun i hin Röverkule
Lurer Daad med skummel Harm,
Dybt det ulmer i den fule
Stimands Bryst, som hist med gule
Lynblink i Vulkanens Barm.
Skal da Lyn og Lavaströmme,
Bristende fra Dybet frem,
Vildt i Hvirvler oversvömme
Kunstens Land og Sangens Hjem?
Skal Du vaande Dig i Jammer
Mellem Liv og mellem Död?
Skal Du vælte Dig i Flammer,
Naar den Stærkes Lyn Dig rammer
Med sin Tordenhammer röd?
Skal de askefyldte Sale,
Lig Pompeiis sunkne Hal,
Til den stille Vandrer tale
Om den stolte Cherubs Fald?
Skjælve Dine Blomsterklynger,
Favre Mandelstamme, Du?
Er det Sukke, Vinden gynger,
Hvor sig Taarepilen slynger,
Slynger som i stille Gru,
Hvor sig Vedbendranken flokker
I Ruinens tætte Græs,
Og igjennem Dine Lokker
Hist, Du dunkle Gravcypres?
Ak, som Dalens Elskerinde
Med de store Öines Glands,
Medens Soten tærer inde,
Ak, og Roserne paa Kinde
Er kun Febrens Rosenkrands,
Saa Du staaer for mig, Du hulde
Land, med alt Dit Trylleri,
Og med Sorgens Toner rulle
Klippens Taarer mig forbi.
Vee! for Mandens Synd forbandet
Blev Din underskjönne Kyst;
Bort jeg stirrer, bort fra Landet,
Stille, mens en vemodblandet
Glæde vaagner i mit Bryst.
Trods hin Bjergerad, den fjerne,
Trods hin Fjeldskov, vild og lang,
Tanken naaer til Nordens Stjerne,
Bjergets Lyst og Dalens Sang.
Livet, som i Syden döde,
Skal til Nordens Skovland flye,
Alt staae Fjeldets Tinder röde,
Alt i Dalene de söde
Fugle spaae et Morgengry.
Drossel, der Du end kan synge,
Der Din Rede staaer, o Örn,
Frie Hav, der kan Du gynge
Med de frie Heltebörn.
Hjem til Dig, hvor jeg blev baaren,
Hjemland ved de Strömme blaae!
— Her for Syd kun rinder Taaren,
Men med Glæden og med Vaaren
Skal jeg paa min Slette staae,
Synge Nordens Dal og Klipper,
Livet der ved Elvens Gang,
Mens imellem Agrens Vipper
Lærken trilrer til min Sang!
