Du hilser mig atter, Du herlige Stad,
Dine Roser dufte,
Stolt kneise de slanke Domspires Rad
I höstlige Lufte.
Rundt om de gothiske Buers Pragt
Dine Kilder springe,
Og der, hvor Heltenes Lig er lagt’,
Dine Klokker ringe.
Hvad varsler I om, I Kildespring,
I Roser, som dufte,
I Klokker, som klinge vidt omkring
I höstlige Lufte?
„Dræbt Döden er, og Aanden forlöst
I höstlige Lufte,
Af favre Haab svulmer Nordens Bryst,
Thi maae vi vel dufte.
Og Frihedens Kilder atter sprang,
Thi maae vi vel springe,
Og Nordens Malmord har atter Klang,
Thi maa Klokken klinge!“ —
Ja, dufter og springer og synger i Chor,
I Toner fra Thule,
Der aander en Vaar nu om Issefjord
Af sin Rosenhule.
I Haab, indristed’ i Kongernes Grav
Som dunkle Runer,
Staaer op og toner om Land og Hav
Med Domens Basuner!
