Frederik Hammerich (1809–77)

Hammerich, Peter Frederik Adolph, 1809—77, Theolog og Historiker, var en Broder til ovennævnte Martin Johannes H. Han blev født i Kjøbenhavn 9. Avg. 1809 og voxede op i et Hjem, der var præget af herrnhutisk Fromhed og sønderjysk farvet Dansksind. 13 Aar gammel kom han i Borgerdydskolen paa Christianshavn, og der fra blev han, 16 Aar gammel, dimitteret til Universitetet 1825, kort før Grundtvig udgav «Kirkens Gjenmæle». I sin Skoletid havde han jævnlig hørt Grundtvig prædike, og den religiøse Brydning var tidlig traadt ham i Møde, navnlig gjennem J. C. Lindbergs Religionsundervisning. I de første Studenteraar lyste Grundtvig og Ingemann for ham «som Tvillingstjærner», men senere lærte han Herder, Steffens og de tyske Romantikere at kjende, og derved kom han dybere ind i den Verden, de to danske Digtere havde aabnet for ham. 1830 tog han theologisk Attestats, og under Paavirkning af Julirevolutionen og dens Dønninger blev han Frihedsmand, som man var det her i Danmark i Trediverne og Fyrrerne. Men Kjærligheden til Fædrelandet groede om Kap med Kjærligheden til Friheden. I sin Barndom havde han ofte besøgt sin Slægt i Sønderjylland og under disse Besøg fundet Næring for sit danske Hjærte. Som ung Kandidat gjorde han, sammen med sin Broder, Rejser til Danmarks skjønneste Egne, til Møen, Vejle og Vesterhavets Klitter, og overalt søgte han ikke alene at lære Naturen, men ogsaa Folkelivet at kjende.
I Jan. 1834 vandt han Magistergraden for en latinsk Afhandling om Rimbert, Ansgars Discipel og Levnedstegner, og derpaa tiltraadte han en længere Udenlandsrejse, som han delvis har skildret i Barfods «Brage og Idun». Rejsen begyndte i Lund, Stockholm og Upsala, og paa svensk Grund gjorde han den Opdagelse, at «Norden er ét, som Grækenland var ét. Dansk og Svensk som Ionisk og Dorisk ere Dialekter af samme Grundsprog; Folkekarakteren hos de to Stammer er i sin dybeste Grund den samme.» Efter denne nordiske Rejse, der ogsaa blev udstrakt til det sydlige Norge, var den unge danske Theolog bleven en af de første Svaler, der bragte Bud om Skandinavismens korte Sommer. Fra Sverige gik H. til Tyskland og Italien, hvor Romerkirken skulde iagttages paa nært Hold, og der fra over Schweits til England og Skotland, hvor det protestantiske Kirkelivs brogede Mangfoldighed skulde studeres. Da han i Efteraaret 1835 vendte hjem, slog han sig foreløbig ned i Hovedstaden for ved sin Mødrenearv og Informationer at grunde et Hjem. 16. Dec. 1836 blev han i Grundtvigs Stue paa Christianshavn viet til Julie Augusta Scheuermann (f. 30. Nov. 1806 † 28. Dec. 1879), Datter af den for længst afdøde Grosserer G. F. W. S., en dyb og ejendommelig begavet Kvinde, der kunde følge ham baade i det kristelige og det nordiske, og som var hans bedste Trøst og Raadgiver, indtil en uhelbredelig Sygdom kastede mørke Skygger over hendes klare Aand og kjærlige Hjærte.
Livet som Timelærer i Kjøbenhavn tilfredsstillede ham dog ikke i Længden, og 1839 søgte og fik han Sognekaldet i Starup og Nebel, 2 Mil nord for Kolding. Enkelte af hans Sognefolk vare paavirkede af Herrnhuterne i Christiansfeld og af de vakte paa Fyn, men de fleste brøde sig kun lidet om Kirke og Kristendom. Det lykkedes dog hurtig den unge, energiske Præst at samle en fast sluttet Kreds i Kirken, og hans varme og livlige Prædikener vakte et ikke ringe religiøst Liv paa Egnen. Men Opholdet i den usunde Præstegaard og den anstrængende Gjerning toge saa stærkt paa H.s legemlige Kræfter, at Lægen paalagde ham fuldstændig Hvile, foreløbig paa et Aar. Fr. Helveg overtog som midlertidig Hjælpepræst hans Embede, medens han selv søgte Lægedom og Hvile i Kjøbenhavn; men da Bedringen ikke kom saa hurtig, som han havde ventet, søgte han sin Afsked (1843).
I den jyske Præstegaard havde H. ved Studium af Egnens Topografi og Minder søgt Næring for sin historiske Sans, og ved Udgivelsen af et Par Digtsamlinger («Heltesange», 1841; «Toner og Billeder fra Christi Kirke», 1842) havde han tilfredsstillet sin Trang til poetisk Produktion. Under Hvilen i Kjøbenhavn gik han videre paa Digterbanen med Digtningerne om «Gustav II Adolf i Tyskland» (1844) og om «Thorvaldsen» (1844). Den kølige Modtagelse, disse Poesier i det hele fandt, bragte ham imidlertid til at tvivle om sit Digterkald, og paa samme Tid følte han stærkere Impulser til historisk Studium. Men ogsaa Lysten til Præstegjerningen vaagnede paa ny, og i Dec. 1845 blev han 1. resid. Kapellan ved Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn. Skjønt han med Troskab opfyldte de Pligter, som det store – den Gang udelte – Sogn paalagde ham, havde Præsten dog stundum Grund til at blive skinsyg paa Historikeren. De historiske Studier toge en Del af hans bedste Kraft. Udbyttet af sine Granskninger nedlagde han i Foredrag i Skandinavisk Selskab og i en Skildring af «Danmark i Valdemarernes Tid» (1847—48), der skyldtes en Opfordring fra Trykkefrihedsselskabet. Men det fredelige Arbejde i Studerekammeret blev brat afbrudt, da Krigen udbrød, i det H. strax tilbød sin Tjeneste som Feltpræst. Som saadan virkede han i alle 3 Krigsaar – i det sidste tillige som Feltprovst –, og paa Grundlag af Minderne fra Felten udarbejdede han forskjellige meget læste Skildringer af Krigen.
Efter Hjemkomsten optog han paa ny Gjerningen ved Trinitatis Kirke, og en kirkelig Virksomhed af videre Omfang gik i de følgende Aar Haand i Haand med Deltagelse i det politiske Liv og fortsatte historiske Studier. Allerede 1846 havde han ved Roskilde Konvents Sommermøde gjort Forslag til Udarbejdelsen af en ny Salmebog, og Konventet valgte ham med i den Komité, der paatog sig Arbejdet, som til sidst førte til den i 1855 avtoriserede Konvents-Salmebog. For at vække og nære det kristelige Liv i Hovedstaden fik H. i Vinteren 1852—53 stiftet en «luthersk Forening», der hver Søndagaften lod holde oplysende og opbyggende Møder i Opfostringshusets Kirke; men Ufordrageligheden mellem de forskjellige kirkelige Retninger og de kjendelige Virkninger af S. Kierkegaards Optræden bragte ham snart til at trække sig tilbage fra dette Foretagende, af hvilket han havde lovet sig meget. Større Glæde havde han af de skandinaviske Kirkemøder, der for en væsentlig Del kom i Stand ved hans ihærdige Propaganda for den skandinaviske Idé ogsaa paa Kirkens Omraade, og for de 2 Møder, der holdtes i Kjøbenhavn (1857 og 71), var han Dirigent. 1854, under Kampen mod Ministeriet Ørsted, stillede han sig paa den kjøbenhavnske «Værneforenings» Opfordring i Vejle Amts 3. Kreds og blev valgt. I de 7 følgende Aar repræsenterede han denne Valgkreds, men som Politiker spillede han ingen betydelig Rolle. I de fleste Sager stemte han med de national-liberale, i enkelte med den grundtvigske Fraktion. Han var efter sit eget Sigende i Politikken en naiv Friskytte, fuldstændig fremmed for Maskineriet bag Kulisserne, og i Rigsdagssalen følte han sig aldrig hjemme. Selv under de mest spændte politiske Forhold holdtes hans Interesse fangen af Studerekammerets Arbejder, og som Fortsættelser af Valdemarstidens Historie udgik fra hans Haand «Danmark under de nordiske Rigers Forening» (1849—54) og «Danmark under Adelsvælden» (1854—59). Begge disse Værker ere skrevne med samme Liv og Varme som det ældre Værk, med tiltagende Grundighed i Kildegranskningen og med voxende Herredømme over hans medfødte Tilbøjelighed til at fæste Lid til sagnagtige Træk, der bære Præg af poetisk Sandhed, og til at lade Fantasien tale, hvor Kilderne tie.
Under Afslutningen af det sidstnævnte Værk modtog han Tilbud om Overtagelse af det kirkehistoriske Professorat, som snart vilde blive ledigt (ovfr. S. 471). Vel havde han ikke særlig dyrket Kirkehistorien, men kirkehistoriske Studier vare ham ikke fremmede. I Forening med F. Fenger havde han 1848 udkastet Planen til «Selskabet for Danmarks Kirkehistorie», og ved dettes Møder i Provinserne havde han jævnlig taget Ordet. Et Par Gange havde han paa Universitetet holdt Forelæsninger over kirkehistoriske Æmner, særlig 1855—56, da han holdt de senere (1856) udgivne «Kirkehistoriske Foredrag til Belysning af vore Kirkespørgsmaal», og en akademisk Virksomhed havde længe staaet for ham som et Fremtidsmaal. Derfor modtog han Tilbudet, og efter at have holdt Afskedsprædiken i Sept. 1858 rejste han til Italien for at opfriske sine Ungdomsindtryk af Romerkirken, hvorpaa han i Febr. 1859 tiltraadte Professoratet. Den 50aarige Mand medbragte en levende Kjærlighed til den nye Gjerning og til de unge, blandt hvilke han skulde virke; men han savnede dybere gaaende theologiske Studier og Interesse for dogmatiske Undersøgelser. Ogsaa som Kirkehistoriker fulgte han Schellings Raad, «at studere Historien episk», og derved kom Udviklingen og Overgangene ikke altid til deres Ret. Hans Foredrag var frisk, ofte fængslende, men stundum ikke frit for Smagløsheder. Hans Fremstillingsgave laa hverken i Retning af det arkitektoniske eller af det plastiske, men Genremaleriet var hans stærke Side, baade naar han talte, og naar han skrev. Fra dette sidste Afsnit af hans Liv stammer «Den kristne Kirkes Historie» (1868—71; 3. Udg. af III 1891), et saare fortjenstfuldt Arbejde. Her have Norden, England og Frankrig faaet den Plads, der tilkommer dem, og han har gravet dybt, hvor han anede et Væld, der var undgaaet Forgængernes Opmærksomhed. Hans Monografier om den hellige Birgitta (1863; overs. p. Tysk 1872) og om Anders Sunesen og Mester Matthias («En Skolastiker og en Bibeltheolog fra Norden», 1865) udfyldte Huller i vor kirkehistoriske Litteratur og havde store Fortrin; de vilde have mere blivende Betydning, hvis Forfatteren havde været bedre hjemme i den mystiske og skolastiske Theologi. Højere end i disse Monografier naar han i Universitetsprogrammet om «de episk-kristelige Oldkvad hos de gothiske Folk» (1873; overs. p. Tysk 1874). Her er indvundet nyt Land, og ved denne smukke Undersøgelse har H. givet et Bidrag til Kirkehistorien, der har vakt den største Paaskjønnelse fra alle Sider. Den blev (1876) efterfulgt af Afhandlingen om Vølvespaa («Nordens ældste Digt»), den trofaste Skandinavs litterære Testamente.
Ogsaa sin Kjærlighed til Sønderjylland blev han tro til det sidste. 1864 blev han af sin forrige Valgkreds valgt til Medlem af Rigsraadet, og som saadant stemte han imod Wiener-Freden. «Jeg kunde for alt i Verden ikke give mit Minde til, at Fjenden satte sin Hæl paa mine Fædres Grave», skriver han i den Avtobiografi, han har nedskrevet kort før sin Død. Sin Hengivenhed for Grundtvig bevarede han ogsaa; men han var en selvstændig Discipel. Under Kampen om Trosbekjendelsens Oprindelighed stillede han sig ved Grundtvigs Side, men paa det første Vennemøde optraadte han afgjort imod Tanken om Præstefrihed (ovfr. S. 241), og paa de senere Vennemøder tog han oftere Ordet for at advare mod «det forenede Venstres» Politik; 1875 søgte han ogsaa i et Flyveskrift at godtgjøre, at dette Parti med urette beraabte sig paa Grundtvig. Sønderjyllands Tab knugede hans varme danske Hjærte haardt, og det harmede ham, at ikke alle Grundtvigs Venner ogsaa vare Forsvarsvenner. For at kæmpe for Forsvarssagen paa Tinge søgte han i Foraaret 1876 forgjæves Valg i sin gamle Valgkreds; Vælgerne foretrak Thomas Nielsen. Dette Uheld smertede ham, og samtidig faldt der tunge Skygger over hans Hjem. Hans stærke Helbred blev nedbrudt, og 9. Febr. 1877 ved Aftenstid sov han stille hen efter et kort Sygeleje, under bange Anelser for Danmarks Fremtid. – Sammen med sin Broder havde han 1854 stiftet et Legat paa 5000 Rdl. for slesvigske Studenter ved Kjøbenhavns Universitet, navnlig ved det juridiske Fakultet.
Fr. Hammerich, Et Levnetsløb, 1882. V. Birkedal, Personlige Oplevelser I, 88 f. Til Minde om Prof. H., 1877. J. Steenstrup, Historieskrivningen i Danm. i d. 19. Aarh. S. 358 f.
1809
Hammerich født i København.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
Wienerkongressen (1814–1815) omorganiserer Europa efter Napoleonskrigene og indleder restaurationstiden.
1815
Napoleon lider sit endelige nederlag ved Waterloo.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.
H. C. Andersen flytter fra Odense til København.
1820
Dr. Dampe deporteres.
Fysikeren H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen
1821
Cauchy udgiver Cours d’Analyse.
1825
Jernbanen mellem Stockton og Darlington i England åbner, den første offentlige jernbane med damplokomotiver.
1829
Friedrich Schlegel død i Dresden.
1830
Julirevolutionen i Frankrig styrter kong Karl X.
1834

Constantin Hansen:
Slottet Kronborg, 1834, olie på lærred, 28,5 × 42,5 cm.
Statens Museum for Kunst. ⌘1837
Morse perfektionerer telegrafen
Victoria udråbes til dronning af England.

Constantin Hansen:
Et Selskab af danske Kunstnere i Rom, 1837, olie på lærred, 62 × 74 cm.
Statens Museum for Kunst. ⌘1838
Thorvaldsen ankommer til København.
1839
Christian VIII (1786–1848) udråbes til konge.
1841
Hammerich: Heltesange.
1842
Hammerich: Toner og Billeder fra Christi Kirke.
1843
Søren Kierkegaard udgiver Enten — Eller.
1844
Thorvaldsen dør i Det Kongelige Teater under ouverturen inden opførelsen af Halms romantiske drama Griseldis.
Hammerich: Billeder fra Thorvaldsens Kunstnerliv.
Hammerich: Gustav II. Adolph i Tydskland.
1845
Kolonierne Trankebar og Serampore som havde tilhørt Danmark siden 1616, sælges til East India Co. i London.
1847
Carlsberg begynder at brygge øl.
1848
Treårskrigen (1848–1851) udkæmpes i Slesvig.
Karl Marx udgiver Det kommunistiske Manifest.
Christian VIII dør, og Frederik VII (1808–1863) udråbes til konge.

Constantin Hansen:
Den Grundlovgivende Rigsforsamling, 1861–65, 338×500cm.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. 1849
Grundloven underskrives og træder i kraft.
Almindelig værnepligt indføres.

Otto Bache:
Soldaternes hjemkomst til København, 1894, olie på lærred.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. 1850
Slaget på Isted Hede.
1853
Koleraepidemi i København.
1859
Charles Darwin udgiver The Origin of Species.
John Stuart Mill udgiver On Liberty.
1861
Den amerikanske borgerkrig bryder ud.
1863
Christian IX (1818–1906) udråbes til konge.
1864
Den 2. Slesvigske Krig mod Preussen og Østrig bryder ud og ender med at Danmark afstår Holsten, Lauenborg og Slesvig.

Otto Bache:
Oberst Max Müller ved Sankelmark Sø den 6. februar 1864, 1886, olie på lærred, 84 × 60 cm.
Ribe Kunstmuseum. ⌘Dansk nederlag ved Dybbøl.
1867
Alfred Nobel opfinder dynamit.
Karl Marx skriver Das Kapital.
1869
Suez-kanalen færdigbygget.
1871
Georg Brandes indleder sine forelæsninger Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur.

Harald Slott-Møller: Georg Brandes på Universitetets talerstol, 1889–90.
1875
Kvinder får adgang til universitetet.
1876
Alexander Graham Bell opfinder telefonen.
Hammerich: Nordens ældste Digt.
1877
Hammerich død i København.