Fyld Glasset! Vestenvinden spiller,
Selv Vintren er en yndig Vaar,
Besungen af de milde Kilder,
Med Skovens Lilier i sit Haar,
Og evigklare Morgenröder
Omkring Orangelunden glöder.
Og stolt de stolte Palmer nikke,
Det vugger sig i Skyggen varm,
Det tindrer fra de stolte Blikke,
Og i en Runddands, Arm i Arm,
Den favre Syddals Piger gynge
Som Mandeltræets Blomsterklynge.
Og dog — mod fjerne, dunkle Strande,
Hvor Stormen over Sundet gaaer,
Mens Strömmen i de stride Vande
Sin Elskovsarm om Öen slaaer,
Jeg længes, — mod de vante Sletter,
Mod Nordens Dag og Nordens Nætter.
Jeg længes mod mit Nordens Tunge,
Malmtonen i dets höie Sang,
De Kæmpeviser, som gjenklunge,
Mens Sværd i Pandserrygge klang,
Mod Hjerterne, som slaae derinde,
Mod Fædres Grav og Fædres Minde!
Vel endnu i de kolde Dale
Er Vintersövn og Vinterdöd,
Men under Sneen, halvt i Dvale,
Det rörer sig i Jordens Skjöd,
Skjult Sæden spirer i det Dunkle,
Og alle Nordens Stjerner funkle.
Jeg længes, ja! som Vaarens Vinde
At löse den frostbundne Jord,
At vække Slumrerne derinde
Alt med min store Mesters Ord,
At vie med den Höies Flamme
Rodskud af Kæmpers gamle Stamme.
Fyld Glasset! nu en Skaal for Norden,
For Fjeld og Elv, for Hav og Strand!
Imellem Jevndögns Storm og Torden
Der komme Vaar til Kæmpers Land!
En Skaal i Sydens lumre Lunde
For Landet ved de dybe Sunde!
