Hvor strækker sig mit Fædreland?
Er det hin skovindhegnte Strand,
Hvor Sundets Susen förstegang
Jeg hörte med min Moders Sang,
Hvor Hylden groer i stille Dale
Til Sang af tusind Nattergale?
Vel södt det toner fra den Strand,
Saa hjemligt for den danske Mand,
Men længer dog, saalangt hin Sö,
Der kysser Nordens Blomsterö,
Een Aand, een Kraft i Manden vækker,
Saalangt mit Fædreland sig strækker.
Hvor Sveaskov sit Rodskud slaaer,
Med den jeg i mit Hjemland staaer,
Hvor Nordenelv i Hvirvler sprang,
Jeg hörer end den vante Sang,
Og först ved Nordkaps Grændsepiller
Den daaner hen i Iishavs Triller.
Men er ei Svea fremmed dog?
Vel herlig klinger hendes Sprog,
En tonefyldig Klang fra Nord,
Men er det dog det samme Ord,
Min Moder mig at stamme lærte,
Da end jeg laa ved hendes Hjerte?
Vend Dig mod Sydens Bjergdal ned,
Spörg Svanen ved Anapus’ Bred,
Og spörg saa ved Hymettus hist
Hunpalmens Due paa dens Kvist,
Om dobbelt Aand og dobbelt Tunge
Kan synge, hvad Hellener sunge!
Hör Svaret i de Tvendes Röst!
“Vi died ved det samme Bryst;
Vel Svanen paa sin dunkle Ström
Ei kurrer som hin Due öm,
Og dog, langs Græklands favre Sunde
Een Sang kun löd fra Begges Munde.”
Og sku mod Norden atter op,
Hör Droslen i en Birketop
Og Stærens flöitende Brudesang
Fra Nöddekrattet hist paa Vang,
Og hörer Du ei brudte Lyde
Af samme Grundklang sammenflyde?
Jo, eet er Nordens Trillingord,
Som hint, der klang i Hellas’ Chor,
Og Klippens toner Dalens nær;
Klang selv lidt fremmedt det Dig der,
Dog Aanden er saavist den samme,
Som Norden er vor fælleds Amme.
Nordhavets orgeldybe Klang,
Naar Stormen i dets Strænge sang,
Og Kildens Rislen, sagte, söd,
Og Nattergalens Stemme blöd,
Og Vindens Vift i Bögens Kroner
Sig samled i de danske Toner.
Og Fossens Brusen i dens Fald,
Og mellem Fjelde Tordöns Skrald,
Og Droslens fulde Melodi
I Sommernattens Trylleri
Til Suus af Hækkens Roser unge
Fik Liv paa Sveafolkets Tunge.
Boer da i Dalen Norden ei,
Hvad heller standsed der dets Vei,
Og gav dets Aand ei Bölgen Klang,
Og styred Fossens viltre Gang,
Og lærte Lundens Fugle sjunge,
Og lærte Fjeldets Tord’ner gunge?
Om Norden evig bliver deelt,
Hvad heller samles til et Heelt,
Om samme Klang som samme Ord
Begeistre skal det ene Nord
Fra Iishav ned til Eiderns Kilder,
Trods Hav og Fjeld og Alt, som skiller?
Jo mere Nordens Aand faaer Röst
I hver en ægte Nordboes Bryst,
Desmeer den samme Grundklang vel
Skal gjennemtone Dal og Fjeld,
Og alt det Brudte sammensmelte,
Til Ære for Nordstjernens Belte.
