Du Kæmpe fra et længstforsvundet Old,
Som Granen stolt, som Örn paa Fjeldet bold,
Der fæsted Dig paa gammel Viis en Brud,
Med Sværd paa Val, hin Sveas Skjoldmö prud.
Lyn var Dit Sværd, og mellem Dværges Hær
Din Gang var herlig, heltelig Din Færd,
Lys var Din Bane, dunkel kun Din Död,
Da Dig Valkyrien til sit Valhal böd.
Du kom, et Stjerneskud i mörken Nat,
Og straaled stoltelig, men svandt saa brat.
Tre Rigers Helte löfted Dig paa Skjold,
Tre Riger græd, da Du laa stiv og kold.
Hvi leved Du? At sone for hans Bröde,
Hin Christians med det Minde blodigröde.
Vildt voxed Hadet i hans Bödlers Spor,
Din Heltefavn forened Nord med Nord,
Thi for det ene Norden slog Din Barm,
For Dan og Nor og Svea lige varm. —
Hvi döde Du? At Nordens Taarer skulde
I Bitterheden södt dog sammenrulle,
At alle Hjerter, som ved Liget græd,
Dybt fölte det, kun een er Nordens Sæd,
Som eet dets Haab, og eet dets Liv og Lyst,
Een Aanden i hver ægte Nordboes Bryst;
At taaremilde Perlers favre Glands
Fordunkled Hadets grimme Straalekrands. —
Ja, græd o Nord, Du bittre Taare synk,
Men ei for Helten her, nei, spar Din Ynk,
Hjem til de Gamle gik den Kongeörn;
Græd for Dig selv, og græd for Dine Börn!
