Tyst jeg styrer Kariolen
Ned ad Åsens trange Stier
Over birkeklædte Lier;
Fjernt i Vesten synker Solen.
Bratte Tinder, dunkle Sale
Løfte sig mod Himlen op,
Under mig de dybe Dale
Strække sig med Søer svale,
Spejle Skov og Klippetop.
Elvens brede, hvide Vove
Øjner jeg i Dybet næppe,
Kun et fløjelsvirket Tæppe
Synes Dalens tætte Skove. —
Fjernt en énlig Bonde bygger,
Bjerget kaster lange Skygger,
Dagens sidste Stråler skinne
På en snedækt Tinde. —
Dagen lider, — alt er tyst,
Selv min egen stærke Længsel
Til at løfte glad min Røst
Blunder stille i mit Bryst. —
Tys! en dæmpet Klokkeklang
Fra den fjerne Sætervang!
Ellers er det ganske stille,
Stille, stille — ganske stille —
Ingen munter Fugletrille
Som i Bøgens Ly derhjemme;
Ene Vindens Åndestemme
Nynner gennem Ur og Li,
Og de høje Toppe suse,
Og de fjerne Bølger bruse
Med bevæget Melodi. —
Dagen lider, alt er stille,
Hvor jeg føler mig alene!
Hvor jeg føler, jeg er lille! —