De skrev mig til, at Floras Børn så fage
Skød Blad og Knop på Vennens stille Grav;
Jeg tror de kaldte Vårens Duft tilbage,
Skønt det var sent i Efterhøstens Dage,
Til Tak for al den Kærlighed, han gav.
Og at det i Violens Lod mon falde
At være fremmest, er det ikke smukt?
Thi den han ligned mest dog af dem alle,
Beskeden jo Violens Blomst vi kalde,
Skønt Forårsduft i den er indelukt.
Men nu da Blomsterne ham Krandse binde,
Et Livets Tegn på Støvets mørke Grav,
Hvordan skal jeg da frede om hans Minde,
Hvordan skal jeg et værdigt Udtryk finde
Til Tak for al den Kærlighed, han gav?
Var jeg en Blomst, jeg Vinden vilde bede
At bære Frø til Vennens Hvilested;
Var jeg en Fugl, tidt fløj jeg fra min Rede
Et Mindekvad ved Vennens Grav at kvæde;
Var jeg en Stjerne, smilte tidt jeg ned.
Men jeg har intet Frø til snelle Vinde,
Som Fuglen ej jeg flyver did med Sang,
Som Stjernen ej jeg kan på Graven skinne
Men jeg vil gemme i et trofast Minde
Og nynne sagtelig til Harpens Klang.