Min Fødeby
(Flensborg)
(Flensborg)
Hvor bløde Bakkers Rande
sig tegne imod Sky,
paa Sønderjyllands Strande,
dér staar min Fødeby;
paa Fjordens dybe Vove
henglider Sejl ved Sejl,
og fjerne Bøgeskove
sig neje mod dens Spejl.
De smækre Master ranke
sig kækt i Luftens Blaa,
og højt paa Duborgs Banke
du ser Ruinen staa,
de friske Vinde suse
om Havers Blomstertavl,
og der staar gamle Huse
langs Gaden, Gavl ved Gavl.
Paa Torvet sprudler Vandet
mod Kummens vide Skød, og intet Steds i Landet
du bedre Kilder nød,
de risler og de rinder
med Straalen sølverhvid,
de nynner og de minder
om længst forsvunden Tid.
Men Kilden, som har rundet
ved Hjemmets gamle Hus,
ak den er længst forsvundet
og Huset lagt i Grus,
forsvundne, ak forsvundne
er ogsaa Korsets Flag —
„Ve, ve de overvundne!”
Det gælder end i Dag.
Men som de samme Vinde
end suse ind fra Øst,
de gamle Tanker rinde
igennem mangt et Bryst;
som Abildblomsten fødes
i rødhvid Herlighed,
fra Vaar til Vaar opglødes
den gamle Kærlighed.
Gud signe Jer dernede,
som holde Riddervagt
i Hjemmets gamle Rede
saa frisk og uforsagt.
Vil Gud, skal end vi skue
en solskinsdejlig Dag,
da Dannebrog skal lue
frit over Taarn og Tag.