Glemt er den Sne, som faldt i Fjor,
som Taarer gemt i sorten Jord,
glemt er det friske, unge Løv,
lyst sprang det ud, nu er det Støv;
glemt er den Fugl, som sang saa smukt,
glemt, vinterskræmt bag Hav og Bugt,
glemt snart min Sang, mit Suk, min Skæmt,
min jævne Gerning, alting glemt,
ja alting glemt, glemt snart jeg selv,
gemt, gemt og glemt bag Gravens Hvælv. —
„Glemt bli’er du her — som Millioner,
men over Nattens Stjerne troner
den Gud, som er den mindste nær,
en trofast Gud, som ikke glemmer,
men kærligt ved sit Hjerte gemmer
enhver, som stred for Lyset her,
og faldt med Haanden om sit Sværd.”