Du Fugl, som kækt dig svinger
fra Blomsten mod det Blaa
og prøver dine Vinger,
hvor højt du vel kan naa,
og lader Sangen vugge
sig blødt i Væld paa Væld,
i Jubel og i Sukke,
fra Sky og Buskens Hæld,
jeg fatted godt din Higen
helt fra min Ungdomsstund
din Dalen og din Stigen
og Sangen fra din Mund,
mit Hjerte følte Trangen
at stige højt som du,
og tidlig vælded Sangen
som Kilder i min Hu.
Men tidt blev jeg som stækket,
før højt jeg kunde naa,
og mangt et Haab blev knækket,
før ret det Lyset saa,
thi mens du trindt i Dale
fik Svar fra Venners Bryst,
jeg syntes, Hjertets Tale
kun vandt en fattig Høst.
Men ét fik du dog lært mig,
trods alt, ved din Musik,
skønt stundom det faldt svært mig
at følge ret din Skik,
at lade Hjertet raade
trods Verdens Kløgt og Kuld
og drysse af Guds Naade
min Kvidder over Muld.
Og nu har jeg erfaret,
at mangt, som syntes glemt,
blev stundom tro bevaret
og har til Glæde stemt,
at mangt, som Mængden vejed
og vraged flot og let,
staar dog som Blomster plejet,
gemt paa en fredlyst Plet.