Der glimrer et sittrende Maaneskær
paa Fjorddybets glidende Bølger,
det lyser dæmpet blandt Lundens Trær,
som halvt i Taagen sig dølger;
fjernt og tyst
jubler en Nattergals Elskovsrøst.
Det toner af dæmpede Bølgeslag
og Aarer, der sagtelig føres,
der drypper Guld ved hvert Aaretag
og dæmpede Stemmer høres;
ømt og tyst,
bæres de ind mod den lave Kyst.
Der lyder bag Løvet som lette Trin,
der skinner et Slør af Silke,
hvor Maaneskæret lister sig ind
blandt Roser paa svaje Stilke;
blød og fin
lægger en rødmende Kind sig til min.