Nu knoppes alt, nu grønnes alt,
for Vintrens Savn belønnes alt
i Luftens bløde Strømme,
i Solens varme Skær;
du lyse Vaar, jeg tror paa dig,
nu maa du ikke narre mig,
nu maa du blive her!
Ak, ofte, naar jeg gladest sang
i Rugens lysegrønne Vang
om Kap med Lærkens Stemme,
ret af mit fulde Bryst,
steg mørke Skyer frem, og se
snart flygted du i Hagl og Sne
for Stormen fra Nordøst.
Og véd jeg end, at Sneen gik
og smelted hen for Solens Blik
i solforgyldte Taarer,
da Stormen stilned af,
saa stod jeg dog saa vemodsfuld
da Solen atter dryssed Guld
paa tusind Knoppers Grav.
Derfor maa ej du narre mig
og gøre mig den slemme Streg,
men være kæk og modig,
du lyse, unge Vaar;
ja lad mig se, du bliver her
med Duft og Sang og dejligt Vejr
og holder Ord i Aar.