Tys, med Fingren paa min Mund,
hvis Du blot vil troe mig,
skal min Ven, af Hjertensgrund
jeg en Ting betroe Dig:
at denne Slaabrok saa bruun og blaa,
det prægtige, gamle Stykke
med Pletter af Blæk og med Olie paa
den er mit Liv og min Lykke.
Jeg som Barn mig ønsked tidt
Vinger i min Bluse
for at kunne flyve vidt
over Træer og Huse,
og for at kunne hver spraglet Fugl
paa Banen i Luften jage,
ja, muelig en Stjerne saa blank og guul
fra Himlen bringe tilbage.
Nu, naar Dagens sidste Glød
viger over Lunden,
Aftnen synker som en blød
Spindelvæv om Vunden,
og Stjernerne tændes og lyse blidt,
Smaakjerter i brede Sale,
jeg stiger tilveirs i min Slaabrok tidt,
og trods det Centripetale!
Hvilken sød og salig Lyst,
naar i Aftnens Stilhed,
slaabrokhyllet, ganske tyst,
fjern fra Livets Vildhed,
jeg svæver over den travle By,
halvt vaagen og halvt i Drømme,
og tager til Seiler en Silkesky
i Luftens blinkende Strømme!
Tunge Taager, vildt i Drift,
under mig sig brede;
lavt blandt dem jeg bag en Rift
øiner længer nede
vor Moder Jorden, til hvem galant
jeg digted de første Stykker.
Hvad seer jeg? Deroppe hun ligner grant
ak, Enken efter en Brygger!
Men min Tankes Dronning der
mig imøde træder.
Ætherblink og Stjerneskær
om de hvide Klæder!
Hun skuer mildt i mit Øies Grund
og læser, hvad ingen Anden.
Men aldrig jeg kyssed den stolte Mund,
skjøndt hun mig kyssed paa Panden.
Naar jeg siden seer et Skimt
af min Himmellilie,
blot et Smiil med Stjerneglimt
hos en Mø paa Tilie,
o, da det jordiske Rosenblod
jeg kaarer mig flux til Muse;
jeg griber i Strengen med Ungdomsmod,
da maae vel Tonerne bruse!
Hulde Ladhed, naar jeg fri,
frank og fri, tør svømme
sødt og blødt og salig i
aftenlige Drømme
og gaae paa Eventyr efter Lyst
og spinde for Morskab Silke,
mens Tankerne skyde dybt i mit Bryst
som Blade paa grønne Stilke.
Dagen er nu skreden hen,
Arbeidstimen omme;
Aften nu, min blide Ven,
tør Du til mig komme!
Jeg har min Slaabrok, min lune Skat,
mit herlige, gamle Stykke.
Hvad kan det vel skade mig, Dag bli’er Nat,
naar blind jeg finder min Lykke?