Lili
(1893).
(1893).
Du er en Blomst,
en yndig Blomst, med fine Farver tegnet,
opvokset i en Have, der er hegnet
og har en Sol, som ingen Skyer skjule,
en Himmel, fuld af alle Sangens Fugle.
Du er en Blomst;
der bor i dig en Alf, som sidder stille
og lytter vuggende til Fuglens Trille,
og i din hvide Knop en Kalk du bærer
med Honningvin, som endnu ikke gærer.
Du er en Blomst;
du smiler, naar du sover; dine Drømme
er som Violens lette Vellugtstrømme,
og hvis et Skimt af Graad dit Øje væder,
det er den Nattedug, som Blomsten græder.
Du hvide Blomst!
Din Knop vil aabne sig, før nogen aner,
og Somrens Flyvere paa deres Baner,
den travle Bi, den fine blaa Libelle
vil søge Vejen til din Honningcelle.
Du hvide Blomst!
Da kommer til dig med en Tryllestængel
den grumme Gud med Vinger som en Engel.
Du Barn, som endnu Moderømhed freder,
en stille Bøn for dig min Sjæl da beder.