Hun:
Hvorfor gav du dig helt!
Hvorfor ødsled du dine Kærtegn!
Hvorfor beholdt du intet tilbage af dig selv!
Saa havde jeg dog endnu haft en Fold i din Sjæl at attraa,
Endnu en Strime Land at erobre.
Jeg kan ikke hige efter dig, som jeg har.
Ikke efter dine Kærtegn, ikke efter dine Kys
Og ikke efter dine Tanker.
Jeg véd Ord, der faar dine Kinder til at blusse,
Og Ord, der faar dine Hænder til at ryste.
Hvorfor gav du dig dog helt
Og beholdt intet tilbage?
Hvorfor slog du Sjælens Dør paa vid Gab!
Og derinde saa’ jeg kun mit eget Billed
Og intet andet?
Han:
Det var fordi det vigende i dit Væsen drog mig helt.
Og saa vilde min Sjæl tiltuske sig din Sjæl
Ved at give sig selv i Bytte.
Og saa var der en Sødme i at give,
I at lægge sig blot for dig.
Alt — alt, hvad der rørte sig i mig,
Det skulde du kende,
Du, som for mig er Livet og Døden.
Hun:
Betyder min Elskov Liv — min Lede Død,
Saa har du selv revet dig til Blods paa dine Kærtegn.
Du har drukket Gift af dine egne Kys.
Og du har forbrændt dig paa dine hede Ord.
Men dit Blod komme ikke over mig!