Du fyldte min Sjæl med Elskov,
Nu følte jeg først, jeg var til.
Det golde fik Liv, og det spired,
Og alt blev Farver og Spil.
Saa sygned din dugfriske Elskov
Og visned haabløst hen.
Var vi sammen, higed du fra mig
Og længtes ikke igen.
Da vilde jeg ryste dig af mig.
Jeg knytted i Smerte min Haand.
Længslen maatte jeg kue,
Der hærged mit Legem og Aand.
Blev der blot Rum for en Tanke
Imellem dit Billed og mig —
Hver Tanke blev til et Vaaben,
Hvis Spids var rettet mod dig.
Jeg følte, jeg havde gøglet
Dit Billede ind i mit Sind.
I Helgenskrud havde jeg klædt dig,
I Purpur og Hermelin.
Jeg analysered min Elskov,
Jeg sønderdelte hvert Træk.
— Men strøg du forbi mig paa Gaden
Var Videnskabsmanden væk.
Jeg aned, dit Væsens evige
Rytme forbød dig paany
At føle til mig en Elskov,
Der blussed i rødmende Gry.
Saa analyserte jeg atter.
Aar ud og Aar ind jeg sad;
Hvert Minde jeg sønderdelte,
Hvert Træk jeg lagde for Had.
Til sidst fik jeg Bugt med det hele,
Med Purpur og Helgenskrud,
Med din Duft, med dit Blik, med din Stemme —
Alt var som bleget ud.
Jeg møder dig uden at skælve
Og ser dig i Øjet ind.
Nu vækker du ingen Minder
Om Purpur og Hermelin.
Men nu først føler jeg Tomhed,
Nu føler jeg, har jeg først tabt:
Det Billed af Højhed og Skønhed,
Min unge Tro havde skabt.