De gik ved Fjorden
I Gryets Dage.
Hun gav ham med ét
Hans Ring tilbage
Og saa’ hans Smerte
Og fyldtes med Glæde:
En soltørret Blomst,
Der indsuger Væde.
Han tænkte: »Saa smilende
Gaar hun og grunder,
Imens min dejlige
Verden gaar under.«
Han stemte Foden
Haardt imod Jorden
Og kasted Ringen
Langt ud i Fjorden.
Da stamped hun og raabte:
„Jeg hader dig! Jeg hader dig!”
Og svang sig om hans Hals:
„Jeg dør, hvis du forlader mig!”