„Se dèr, den overflødige! thi hvem
har vel min Fødsel gavnet? du besøger
mig ogsaa her, forhadte Fødselsdag! — —”
Med disse Ord, som Griflen ridsed vredt
paa Tavlens Vox, anklaged Elskovskunstens
navnkundige Skjald sin Skjæbnes haarde Bud,
da under en barbarisk Skytherhimmel
ved øde, tangklædt Strand, hvor Sortehavets
tordnende Brænding møder Donaus Bølger,
hans Sjæl forgik i Hjemve efter Rom.
Da saae hans Drømmeblik i Aftensol
de gyldne Tempelakroterier blinke,
og Keiserhavens Pinjer og Cypresser
tegne sig mørkt mod Himlens Gyldenrand;
og kjælen Hvisken kom fra Myrtheskyggen,
hvor just Dryadens levende Lampetter,
de smaa Ildfluer, tændtes hist og her
og stille svævende med magisk Skjær
belyste snart en Fauns fortrukne Læber
snart en Gudindes kolde Marmorsmil.
Dog Stormens Vinger vidsked Synet ud
og ætsed Øiet klart for fagre Drømme
med bedske Havsalt-Stænk; og gyngende
paa Bølgetoppe skreg de hæse Maager
haanlig som Choret i et Satyrspil.
Da spændte stramt hans Kno sig over Griflen,
og Vers, bevingede af Savn og Had,
han skikked hjem til Roma fra Exilet,
han, hvem den Cæsar-lydige Verdenstad
et Aar tilforn bekrandsed og tilsmiled.
Fuldmange Aar er gaaet, siden hin
landflygtige Digters Klagesang jeg læste,
og selv landflygtig fra det Pigehjerte,
jeg søgte mig til Hjem, forbandende
som han min Skjæbne, i ungdommelig
Fortvivlelse tog disse Ord til Valgsprog
for Fødselsdagen, da dens tomme Plads
i Almanaken meldte sig paany.
Fast var de svundne mig af Sind og Tanke.
Men da iaar din Fødselsdag, saa kjær
for mig, en Hilsen af min Pen begjærte,
randt disse mørke Vers mig strax i Hu.
Thi ogsaa du, min Elskede! har hadet
denne dit Livs uskyldige Mærkedag
og vist uvillig bort de ydre Tegn,
som Skik og Brug gav den til Attributter.
Landflygtig var du, lidende af Hjemve
ei efter Hjemmet, du forlod, ak nei: —
efter det Hjem, du havde haabet just
at finde i det Fremmede. Dets Grundsten
laa i dit Hjertedyb, men ingen bygged
derpaa, man kaldte det et Luftkastel.
Og hvad du savned, det var mere værd
end nogen romersk Lydias Smil og Kys,
ja end Qviritterfolkets Laurbærkrandse:
de skygged ofte over Øienlaag,
hvis Vipper blinked sky mod Sandhedslyset.
Dog hvad du savned, hvad du havde drømt
en Gang som dit, ja troet med barnlig Tillid
ufeilbart maatte falde i dit Skjød —
det var det Ægte, var den sunde Kjerne
i Livets altfor ofte hule Skal.
Du fandt det ei. Først studsed du, og saa
lidt efter lidt — gik Øiet op for Savnet.
Man gav dig Sandselyst for Elskovsandagt,
Morskab for Glæde, Selskabsliv for Omgang,
artistisk Løshed i Moral og Kunst
for fribaaren, opadstræbende Kunstneraand.
Og hvis du klaged, fik du smukt forklaret,
det var den rette Oversættelse
af Ungdomsutopi til Alvorsliv.
Saaledes stod du fremmed, uforstaaet,
blandt Folk, hvis Guld for dig var Regnepenge,
for hvem dit Guld var skjult som Rhinens Skat.
For hvert et Aar blev klarere dit Tab,
din Afstand større fra din Ungdoms Krav;
og saa forbanded du den Dag, der viste,
at end et Aar, et frugtesløst, var lagt
til Livets Maal og intet havde bragt
af hvad din Tro som Livets Indhold priste.
Saaledes var det, men det er ei saa.
Nu føler du dig først forstaaet og skattet
af En, du selv kan skatte og forstaa.
Din Tro, der fast af Skuffelser var måttet,
vil Haand i Haand med hans vel fremad naa
og se, at Livet selv som sit bekræfter
hvad Stort og Skjønt din Sjæl har længtes efter.
Den ægte Grund, dit Væsen hviler paa,
skal du erkjende som de dybe Kræfter,
der give hele Livet Værd og Hold.
Og Veien, som vi vandre til det fælles,
evige Maal skal ikke blive gold: —
Kjærligheds søde Fryd, som aldrig ældes,
og ydre Ære — ogsaa den skal tælles
til det, der sent tilfaldt dig mangefold.
Thi mød ei længer denne Dag med Vrede
og rynk ei de smaa Bryn, naar vi berede,
hver Gang den kommer, en beskeden Fest!
Byd den velkommen som en værdig Gjæst!
For naar den melder, at et Aar er gaaet,
den bringer ogsaa Bud, at du er naaet
længere bort fra hin Tids Sorg og Savn,
videre frem mod Fredens sikre Havn.