Sylvester har tændt sine Stjerner blaa
paa Vinterhimlen, den dunkle;
i Stuen har Træet sin Festdragt paa,
de mange smaa Lys de funkle.
Det dufter af Gran og af Vox i Kveld,
det er Julens Farvel,
det er Aarets God-Nat. Se Vinen
fra Rhinen,
saa gylden i søgrønne Romerglas.
Sit Reisepas
faar Sexogfirs viseret vel
just nu af Engelen Gabriel.
Det maa sig vel skikke,
vi klinke og drikke
det svundne ud, det oprundne ind
os alle til Lykke og Held!
Den Gamle faar Kufferten lukt i en Fart,
den Unge ringer paa Porten snart
med alle Taarnenes Klokker;
slet ingen taaler han bliver spart,
for ham dog neppe der nok er.
Saa sjokker
den Lille i Seng med sin Rus
og vi liste ud af vort Hus.
I Stræderne er der saa mørkt, at — hys!
jeg stjæler et Kys.
Men Torvet lyser
med Lygterækker og Lampeblus
fra Speilglasruder og Hjørnekarnapper,
og rundt om „Germanias” graa Gespenst
staar Folk og fryser
og stamper og knapper
Pelse og Frakker,
mens nogle stoltsere op og ned
høitidelig,
og andre gabe Kjæben af Led
ugidelig. —
Taarnuhret slaar. —
Her raabes der „Hurra” — dér: „Pros’t Neujahr!”
I Luften Hattene svinge.
Korskirkens Klokker — Ding, Ding-Dang —
begynder at ringe for første Gang
iaar.
Den strømmer imod os den mægtige Klang
fra Hjørnet mellem de gamle Gavle,
hvor Kirken i Mørket er skjult.
Det skingrer høit, og det gungrer hult.
Tonerne mødes, Samklang de avle;
de synes at dø, men det lyttende Øre
kan fjernt dens aandige Stemmer høre.
Saa speiles ved Aarenes Grændseskjæl
et Billed i Tonernes Bølgevæld
af Livet, som det forynger
og fæstner sin Fremskridts-Gang: —
gjennem Koret af dem, der synger,
klinger Koret af dem, der sang!
Og videre ind gjennem dunkle Gyder
gaa vi, mens Kirkerne vexelvis
forkynde den nye Herskers Pris;
vi spøge og le og tale iblandt
fornuftig om Aaret, hvor hurtig det svandt,
om det ny, hvad Godt eller Ondt det byder,
vinker det mørkt, eller smiler det lyst?
om mine Arbeider, mest om „Saint-Just”
og om da de ringede Storm i Paris,
og hvordan mon det vel lyder.
Og nu, lidt trætte, vi atter staar
i vor kjære Stue,
hvor Ovnens Lue
har holdt sig fra Aar til Aar.
Velkomst den byder paa egne
og hele Husets Vegne
og spørger om Alt er lunt og tilpas.
I Flaske og Glas
paa Bordets Dækning dens Straaler blinke.
En Rest er tilbage — lad Romerne klinke!
En Hilsen fra Aaret, det gamle, det ny,
til dit nye Hjem i din gamle By!